Flere deltagere til populært program afsløret

Sangeren Teitur skal sammen med blandt andre Kwamie Liv deltage i årets "Toppen af poppen".

Den 42-årige folkpop-sanger Teitur Lassen har indspillet sin musik i lande som USA, Spanien, Sverige og England. Foto: Trondur Dalsgard/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Når TV2 for niende år i træk samler en gruppe kendte danske sangere og lader dem fortolke hinandens sange i “Toppen af poppen”, så bliver det med færøsk og zambisk islæt. Den færøske sanger Teitur og den dansk-zambiske sangerinde Kwamie Liv deltager nemlig i årets udgave af sangprogrammet, der bliver optaget på Fanø.

Det oplyser TV2.

Teitur, som bærer det fulde navn Teitur Lassen, udgav sit debutalbum “Poetry & Aeroplanes” i 2003 til stor ros fra anmelderne i både Danmark og udlandet. Den amerikanske singer-songwriter John Mayer, som Teitur flere gange har varmet op for, sagde i 2007 til magasinet Esquire, at “Poetry & Aeroplanes” efter hans mening var et af de bedste album i fem år.

– Når han (Teitur, red.) optræder live, stjæler han luften fra dine lunger. Musik som det her er brændstof til ilden fra et knust hjerte, lød det fra John Mayer.

Teiturs album “The Singer” fra 2008 fik fem stjerner i den engelske avis The Guardian og sikrede ham samme år æren af at åbne Orange Scene på Roskilde Festival. I 2018 udgav han sit seneste album, “I Want to Be Kind”, og nu glæder Teitur sig til at prøve kræfter med “Toppen af poppen”.

– Jeg kan godt lide formatet: At man spiller hinandens sange og får lov til at lave nye versioner. Det er også en god måde at lære om andre kunstneres tilgang og samtidig spille for et nyt publikum. Så det er også out-of-the-comfort-zone for mig, hvilket er et plus, siger han.

Teitur har blandt andet hørt fra musiker Søren Huss, som deltog i 2017, at stemningen i programmet er god, og at det er sjovt at være med.

– Noget af det første, jeg gjorde, var at ringe til min ven Søren Huss, fordi jeg vidste, at han havde været med. Jeg har også lyttet til de andres katalog og lavet forskellige demoversioner af sange. Jeg kender ikke særlig godt de andre, som er med, siger han.

Hvem ellers

Den danske producer og hitmager Chief 1 og forsangeren i bandet Big Fat Snake, Anders Blichfeldt, er allerede offentliggjort som medvirkende i den nye sæson af “Toppen af poppen”. De vil måske få mulighed for at fortolke et katalog af stemningsmættet pop, eftersom sangerinden Kwamie Liv også tilslutter sig ensemblet.

Kwamie Liv brød igennem i 2014 med sangen “Lost in the Girl”, hvor resten af verden også fik øjnene op for hende.

Hendes første album, “Lovers That Come and Go”, udkom i efteråret 2018, men siden debuten i 2014 har Kwamie Liv i lange perioder ikke udgivet musik eller spillet koncerter, og generelt har hun været kendt for at have en mystisk aura omkring sig.

– Jeg er generelt ret privat, så jeg er stadigvæk lidt overrasket over, at jeg har haft så meget lyst til at deltage i noget, der kommer så tæt på, hvem man er som kunstner, men også som menneske, siger hun om deltagelsen i “Toppen af poppen”.

– Jeg har bare hørt så mange gode ting om programmet fra andre, der har deltaget i det, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til den musikalske udfordring samt til at skubbe lidt til mine egne grænser og kaste mig ud i noget helt andet, siger Kwamie Liv.

Niende sæson af “Toppen af poppen” får premiere på TV2 til efteråret.

Powered by Labrador CMS