Flytter til luksusvilla på Mallorca
Formel-1 ikonet, der stadig er hårdt ramt efter sin ski-ulykke, fortsætter rehabilitering under varmere himmelstrøg.
Den syv-foldige Formel-1 verdensmester Michael Schumacher, der mellem jul og nytår i 2013, blev alvorlig hjerneskadet ved en ski-ulykke i de franske alper, er fortsat i rehabilitering.
Hidtil har han opholdt sig i hjemmet i Schweiz, men nu er han ifølge Daily Mail blevet flyttet til familiens luksuriøse sommerhus på den spanske ferieø Mallorca.
Artiklen fortætter under videoen
Det er et hus, familien erhvervede sig i sommeren 2017 for svimlende 220 millioner kroner og som tidligere var ejet af Real Madrid præsident Florentino Perezde.
Daily Mail skriver også, at den højtanerkendte neurokirurg Erich Riederer desværre ikke er specielt optimistisk med hensyn Michael Schumachers fremtidsudsigter.
“Han trækker vejret, hans hjerte banker, han kan sandsynligvis sidde op og tage små trin med hjælp, men så ikke heller mere. Jeg tror, det er det maksimale for ham. Er der nogen chance for igen at se ham som før ulykken? Jeg tror det ikke,” udtalte han i en dokumentar på franske TMC i sidste uge.
Trods de dystre udtalelser er der dog fortsat håb at spore hos tidligere Ferrari boss og Michael Schumachers gode ven Jean Todt, som angiveligt skulle have besøgt formel-1 ikonet for nylig.
“Han kæmper. Jeg håber, at verden vil kunne se ham igen. Det er hvad han og familie arbejder på,” har Jean Todt efterfølgende udtalt.
Der er ikke sluppet ret meget ud om F1-legendens tilstand.
Han blev udskrevet fra hospitalet i Grenoble, Frankrig, i juni 2014. Herfra blev han bragt videre til rehabilitering på universitetshospitalet i Lausanne. Siden er rehabiliteringen så fortsat i eget hjem i Schweiz og nu angiveligt på Mallorca.