Fodboldstjerne skal være med i ny Olsen-Banden
Den pensionerede norske fodboldspiller John Carew skal spille med i kommende norsk Olsen-Banden-film.
Den tidligere norske landsholdsangriber John Carew har scoret en filmrolle som en meget velkendt og finurlig dansk tyv.
Den 41-årige Carew skal spille “Benny” i den norsk udgave af “Olsen-banden”.
Lige nu er optagelserne i gang til den kommende film, “Olsen-banden – Sidste Skrig”, der er den 15. i rækken i den norske udgave af filmene om den legendariske bande bestående af “Egon, Benny og Kjeld”.
For nylig offentliggjorde producenten et billede, der viste silhuetterne af de tre bandemedlemmer foran Munch-museet i Oslo.
Siden billedet kom frem, er der blevet spekuleret i, om Carew mon var den ene.
Har premiere næste år
Onsdag bekræfter skuespilleren, Anders Baasmo, der spiller “Egon”, over for NRK, at han spiller sammen med den tidligere fodboldstjerne i den kommende film, der har premiere i 2022.
John Carew har efter fodboldkarrieren, der blev indstillet i 2012, haft flere roller som skuespiller. Blandt andet i tv-serien “Hjemmebane”.
Tidligere har Carew udtalt, at hans drømmerolle var at spille skurk i en James Bond-film, så måske er han kommet lidt tættere på med rollen som “Benny”.
Optagelserne til den nye film er i gang i Oslo. Filmen kommer til at handle om et kup på Munch-museet, hvor maleren Edvard Munchs verdensberømte maleri “Skriget” er placeret.
Som fodboldspiller optrådte John Carew mere end 90 gange for det norske landshold og havde desuden en fornem klubkarriere i Aston Villa, Lyon og Valencia.