Fødselar overrasker med teater-comeback
Tommy Kenter vender tilbage til sin populære rolle i "Spillemand på en tagryg" på Det Ny Teater. Han havde ellers takket af. 15. april runder han 70.
Hans sidste bærende rolle på de skrå brædder var mælkemanden Tevye i Spillemand på en Tagryg, der udspiller sig i tsarens Rusland anno 1905.
Den beslutning bekendtgjorde Tommy Kenter selv, da han sidste år, i 60-året for sin debut som skuespiller på netop Det Ny Teater, satte punktum for de store roller.
Artiklen fortsætter efter videoen
– Jeg har fået indfriet de ambitioner, jeg havde. Og jeg har ikke mere, jeg skal bevise.
– De afsavn, der er ved at spille teater, hvor man står på scenen tre-fire måneder ad gangen, har jeg ikke lyst til at ligge under for længere, for så mange år har jeg jo heller ikke tilbage, sagde han ved den lejlighed til Ritzau.
Siden er Tommy Kenter, der fylder 70 år 15. april, kommet på andre tanker og har besluttet at vende tilbage til Det Ny Teater og rollen som Tevye.
Det sker til januar, når han igen står på scenen med Ann-Mari Max Hansen i den anmelderroste forestilling, som i den forgangne sæson solgt 75.000 billetter.
Tommy Osvald Charlie Kenter, som han rettelig hedder, debuterede ni år gammel som skuespiller med en rolle i stykket Den forelskede kamphane.
Filmdebuten kom to år senere, da han medvirkede i filmen Cirkus Buster.
Mange kender givetvis Tommy Kenter som karakteren fru Christoff i tv-morskabsprogrammet Dansk Naturgas i samarbejde med Per Pallesen.
Listen over de spillefilm og tv-serier, han har været med i, er alenlang. Han var blandt andet politimester Orson i Ole Bornedals meget populære tv-serie, roadmovien Charlot og Charlotte (1996).
Og i Olsen-bandens sidste stik fra 1998 trådte Tommy Kenter til som stand-in og spillede rollen som Kjeld efter Poul Bundgaards død under optagelserne.
Han har også lagt stemme til en række tegnefilm.
Kenter har modtaget flere Bodilpriser, blandt andet for bedste mandlige hovedrolle i Birger Larsens film Lad isbjørnene danse fra 1990. Samme rolle indbragte ham også en Robertpris.
En anden side af sit talent udfoldede han i 1985, da han optrådte i Dansk Melodi Grand Prix med Hanne Boel og Lise Dandanell med sin egen komposition, Piano.
Selv om Tommy Kenter havde besluttet at sige farvel til de større roller, så var det aldrig med tanken om at tage “hjem i sofaen og drikke porter og se fjernsyn”. For skuespillere har ikke nogen pension, forklarede han i et interview med B.T. i 2019.