Føler du dig gammel? Harry Potter fylder 30 år

Harry Potter gjorde engelske Daniel Radcliffe til monsterrig teenager samt sikrede ham livslang økonomisk frihed til at forsøge at frigøre sig fra rollen igen.

Daniel Radcliffe er – stadig – bedst kendt som Harry Potter. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Fuldskæg og nøgenscener tilsat periodisk overdrevent alkoholforbrug har ikke for alvor fået slettet det legendariske Z-ar i Daniel Radcliffes pande og hans evige forbindelse med rollen som Harry Potter.

Selv om Radcliffe tirsdag den 23. juli fylder 30 år, så slipper han næppe nogensinde for i resten af livet at skulle tale om den lille bebrillede troldmand i Potter-filmene.

En filmrolle, han fik som bare 11-årig, og som de næste ti år gjorde ham vildt verdensberømt.

Han har siden lovet sig selv aldrig at gå med briller igen for at lægge yderligere luft til sit magiske alter ego. Men dybest set er Radcliffe nok ret godt tjent med Potter-filmene, som gjorde ham til en svimlende rig teenager.

Flygter fra Potter

Selv nu – otte år efter premieren på den sidste af de otte film – anslås hans formue til at være tæt på en milliard kroner. Penge, han efter eget udsagn ikke har rørt meget af undervejs.

Til gengæld var det i en periode meget svært for Radcliffe, der kommer fra en almindelig arbejderklassefamilie, at håndtere den enorme berømmelse, som ingen usynlighedskappe kunne skærme ham fra.

Artiklen fortsætter under videoen

I en periode søgte han derfor trøst i flasken på desperat jagt efter et mere normalt liv uden omgivelsernes konstante forventninger.

Skuespillerarbejdet fik ham dog på ret køl igen. For han elsker at filme og har sagt, at han ville blive skør uden at optræde. Formuen har samtidig sikret ham enorm frihed til at være kræsen med rollerne.

Ambitiøse roller

Han har derfor post-Potter spillet med i adskillige tv-serier, film og teaterstykker.

Allerede samtidig med Potter-filmene lavede han nøgenscener i teaterstykket “Equus” og har siden gjort det igen i blandt andet filmen “Kill Your Darlings” i rollen som beatnikforfatteren Allen Ginsberg.

En rolle med masser af sex og stoffer og tilmed bøssescener, som skulle lægge yderligere luft til rollen som nuttet barnestjerne.

Under filmen mødte han den amerikanske skuespillerinde Erin Darke, som han fortsat er kæreste med.

Han bor delvist i London og New York.

Powered by Labrador CMS