Skip to main content

Føler sig snydt på det groveste

Købere af musikeren Bob Dylans signerede bog "The Philosophy of Modern Song" får nu pengene tilbage, fordi bøgerne blev signeret af en maskine

Musikeren Bob Dylan er havnet i lidt af en autografknibe, efter det er kommet frem, at 900 håndsignerede eksemplarer af hans bog "The Philosophy of Modern Song" er underskrevet af en maskine.

Det skriver det amerikanske underholdningsmagasin Variety.

Det er det amerikanske forlag Simon & Schuster, der har udgivet bogen.

Undskylder

Forlaget undskylder på Twitter og skriver, at alle købere af den håndsignerede bog vil få deres penge retur.

De håndsignerede bøger kostede over 4000 kroner og udkom i begrænset oplag.

Med hvert eksemplar fulgte et brev underskrevet af forlagets øverste chef, Jonathan Karp.

Det skulle bevise, hvor unikt samleobjektet var, og at det var blevet berørt af selveste Bob Dylan.

900 eksemplarer

- Du holder noget meget unikt i dine hænder - et af blot 900 tilgængelige eksemplarer i USA. Dette brev er en bekræftelse på, at den kopi, du holder i dine hænder, er blevet håndsigneret af Bob Dylan, stod der i brevet fra Simon & Schuster ifølge Variety.

Fans på internettet begyndte dog kort tid efter købet at sammenligne underskrifterne og undre sig over, at de var fuldstændig identiske.

Nu indrømmer forlaget

Forlaget nægtede først at have snydt.

Men nu har piben fået en anden lyd, og forlaget har indrømmet, at bøgerne blev underskrevet med blæk ved hjælp af en mekanisk proces, hvor en robot førte pennen.

- Det viser sig, at bøgerne i begrænset oplag indeholder Bobs originale signatur, men i en skrevet replika-form. Vi løser dette øjeblikkeligt ved at give hver enkelt køber en øjeblikkelig refusion, skriver forlaget på Twitter.

Musikeren Bob Dylan er endt i modvind, efter det er kommet frem, at hans håndsignerede bøger er skrevet under af en maskine. (Arkivfoto).
Musikeren Bob Dylan er endt i modvind, efter det er kommet frem, at hans håndsignerede bøger er skrevet under af en maskine. (Arkivfoto).Fred Tanneau/Ritzau Scanpix

Nobelpris i litteratur

Bob Dylan blev i løbet af 1960'erne én af de førende kunstnere inden for folkemusik.

Han vandt i 2016 Nobelprisen i litteratur og blev dermed den første og eneste musiker til at modtage prisen.

Han kendes bedst for sange som "Like a Rolling Stone", "A Hard Rain's A-Gonna Fall" og "Blowin' in the Wind".

Del din kommentar