AaB skal spille på tomt stadion

Der bliver ikke mange jublende tilråb fra tilskuerpladserne, når AaB møder Steaua. Foto: SCHÜTZE REN/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE
Udgivet Opdateret

AaB’s Europa League-modstander Steaua Bukarest er blevet straffet af Uefa for racisme og fyrværkeri.

AaB kunne have frygtet en rumænsk heksekedel på Stadionul Steaua i Bukarest, hvor nordjyderne på udebane møder Steaua i sin første gruppekamp i Europa League dette efterår.

Men der bliver formentlig ikke meget larm på stadion ved den lejlighed.

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har nemlig ifølge det tyske nyhedsbureau dpa besluttet, at Steaua skal spille kampen uden tilskuere.

Det sker som en konsekvens af, at klubbens fans i forbindelse med en kvalifikationskamp til Champions League optrådte racistisk, affyrede fyrværkeri og løb ind på banen efter kampen.

Da der oven i købet er tale om et gentagelsestilfælde, får klubben en bøde på 64.000 euro (476.000 kroner) og skal altså undvære tilskuerindtægter fra den første Europa League-kamp.

Også Champions League-sensationen Ludogorets Razgrad fra Bulgarien er blevet idømt 16.000 euro i bøde på grund af racistiske tilråd fra tilskuerpladserne.

Fordi der er tale om en førstegangsforeteelse, får klubben dog lov til at lukke et begrænset antal publikummer ind til den første hjemmekamp i Champions League mod Real Madrid.

Kampen er flyttet fra Ludogorets’ normale hjemmebane til Sofia, fordi klubbens stadion ikke lever op til de krav, der stilles i Champions League.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS