Forfatter forgyldt med stor pris

Stine Pilgaard får boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for romanen "Meter i sekundet", oplyser priskomitéen

Stine Pilgaard modtager De Gyldne Laurbær 2020 ved et arrangement i København onsdag den 26. maj 2021. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 37-årige forfatter Stine Pilgaard vinder boghandlernes afstemning og modtager onsdag prisen De Gyldne Laurbær for sin roman “Meter i sekundet”.

Prisen bliver uddelt på baggrund af stemmer fra alle landets boghandlere og deres medarbejdere.

Prisen består af en laurbærkrans, et diplom og et gavekort på 2500 kroner, der kan bruges på bøger.

En forfatter kan kun modtage prisen én gang.

“Meter i sekundet” er Stine Pilgaards tredje roman og den første på forlaget Gutkind.

Stoppe verdens dårligdomme

Hun debuterede i 2012 med “Min mor siger”, som blev godt modtaget af anmelderne og vandt Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris. Herefter kom romanen “Lejlighedssange” i 2015.

“Meter i sekundet” handler om en ung kvinde, der flytter til Vestjylland. Her skal hun finde sig til rette som nybagt forælder og “orakel” i lokalavisens brevkasse.

Og spørgsmålene hober sig op:

Kan man stoppe verdens dårligdomme gennem en brevkasse? Hvad tænker vestjyderne i deres lange pauser mellem sætningerne? Hvorfor er højskoleeleverne så glade? Og hvad er det, de vil i Velling?

Genial og sjov

Det er ikke kun boghandlerne, der er glade for bogen. Anmelderne var også begejstrede.

I Berlingske fik bogen fem stjerner, i Politiken fem hjerter og Jyllands-Postens anmelder kvitterede med seks stjerner.

– Forfatteren Stine Pilgaard skriver pinligt morsomt og skarpsindigt om “samtalesorg” og om at føle sig anderledes, skrev Berlingske.

– “Meter i sekundet” er en klog og underholdende roman om være blevet voksen i Velling, skrev Politiken.

– Stine Pilgaard har skrevet en genial lille sjov roman om Anders Agger og meningen med livet, skrev Jyllands-Posten.

Stine Pilgaard er vokset op i Aarhus forstaden Vejlby-Risskov, som ene- og skilsmissebarn. Hun er uddannet på Forfatterskolen og har en Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet.

– Jeg har senere tænkt på, at kombinationen af at være enebarn og skilsmissebarn nok har givet noget til min interesse for mennesker og for at skrive, sagde hun i 2020 i et interview i Berlingske.

Powered by Labrador CMS