Forholdet er slut
Forholdet er forbi mellem radioprofilen Le Gammeltoft og iværksætteren Tommy Ahlers. Det lykkedes ikke at forene sig under fælles tag

Kærligheden er kuldsejlet mellem iværksætteren og tidligere minister Tommy Ahlers og radioprofilen Le Gammeltoft.
Det oplyser Le Gammeltoft i et opslag på Instagram.
- Når kærligheden er der, skal man rykke på det. Derfor valgte vi at flytte sammen sidste forår. Man skal dog også erkende, når tingene ikke fungerer, skriver hun og fortsætter:
- Den erkendelse er vi i fællesskab nået frem til, og derfor har vi valgt at gå fra hinanden. Det har været for svært at flytte sammen - hver med to børn - og få det til at fungere. Vi er kede af det, men glade for alt det, vi havde sammen.
Mødte hinanden i 2019
46-årige Tommy Ahlers og 43-årige Le Gammeltoft mødte hinanden på Folkemødet på Bornholm i 2019.
Efter et års forhold stod de frem på den røde løber i 2020.

Hus til 35 millioner
Sidste år købte de et rækkehus til 35 millioner på Holmen i København, hvor deres fælles liv som sammenbragt familie begyndte.
Le Gammeltoft har to døtre fra et tidligere forhold. Tommy Ahlers bragte også sine to børn fra et tidligere forhold ind i det nye.
- Jeg er sikker på, at huset bliver fuld af musik, larm, kærlighed, grin og gråd. Ligesom det skal være, skrev Le Gammeltoft i februar 2021 på Instagram.
-Vi passer os selv
Kærligheden er nu brast, og Le Gammeltoft oplyser, at parret ikke har mere at tilføje til udmeldingen om bruddet.
- Lige nu passer vi på os selv og vores familier og håber, I vil respektere, at vi ikke har yderligere kommentarer, skriver hun på Instagram.