Forlader København
Lisbeth Østergaard og familie er i gang med at fylde flyttekasserne for at emigrere til Nordjylland
Det er noget af et geografisk spring, ægteparret Lisbeth Østergaard og Ralf Christensen har gang i.
Om nogle uger bosætter parret sig nemlig i Hasseris ved Aalborg efter at have boet på Amager i en årrække.
Det kommer til at ske sammen med deres børn Viggo på otte og femårige Carlo.
Om et par uger er det slut
- Vi er i gang med at putte alting i kasser nu, og så flytter vi ud om nogle uger, sagde den 42-årige influencer til kendte.dk ved ’Danish Fight Night’ fredag aften i Royal Arena.
- Hvad kan pakkes ned nu, og hvad må vi vente med til selve flyttedagen. Det er det store spørgsmål, lød det videre fra den tidligere ’Go’ morgen Danmark’-vært.
Kæmpe gevinst
I 2016 købte parret villaen i København for små fem mio. kroner, og den blev sidste efterår sat til salg for den nette sum af 13,2 mio. kroner.
Handlen blev afsluttet for en måned siden med kæmpe gevinst.
Familien trækker
Hvad der trækker dem nordenfjords, kan mange formentlig godt sætte sig ind i.
- Vores familier bor i området, og så kan vi få set mere til hinanden, forklarede Lisbeth Østergaard, der stammer fra Herning, mens Ralf er fra Aalborg.
Tæt på alt
Lisbeth Østergaard oplyste desuden, at huset er en 1 ½ år gammel villa i et plan på 220 kvadratmeter beliggende i det sydvestlige Aalborg.
Skole og børnehave ligger tæt på.
– Drengene spiller ishockey, og de har en rigtig god klub af slagsen i nærheden, supplerede Ralf Christensen.