Første kig på ny Riget-sæson

Lars von Trier har åbnet døren på klem til finalesæsonen af 'Riget', som får forventet premiere senere på året under titlen 'Riget Exodus'.

Offentliggjort Sidst opdateret

Porten til Riget åbner sig på ny senere på året.

Nedtællingen er begyndt til Lars von Triers længe ventede finalesæson af kultserien, hvis første sæson havde premiere helt tilbage i 1994.

Nu er det første klip parat, og det viser Bodil Jørgensen, der i rollen som søvngængeren Karen på mystisk vis ender foran Rigshospitalet.

Det afslører Zentropa, Viaplay og DR i en pressemeddelelse.

Ondskaben har fået fodfæste

Stærkt påvirket af seriens to første sæsoner søger hun svar på en række uafklarede spørgsmål for at redde hospitalet fra undergang.

For ondskaben har fået fodfæste på hospitalet ved blegedammene, sideløbende med at lægevidenskaben har sin daglige kamp med sig selv, med svenskerne og det overnaturlige og uforklarlige, lyder det om finalesæsonen.

Mens at Bodil Jørgensen er ny på rollelisten, er der comeback til en lang række velkendte ansigter fra de første sæsoner.

Mange gamle kendinge

Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor, som nu selv er blevet patient på Riget.

Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, som nu selv er blevet patient på Riget. Her ses den 87-årige skuespillerinde med instruktør Lars von Trier. (PR-foto).
Ghita Nørby er tilbage i rollen som den tidligere narkoselæge Rigmor Mortensen, som nu selv er blevet patient på Riget. Her ses den 87-årige skuespillerinde med instruktør Lars von Trier. (PR-foto).

Der er også gensyn med Birgitte Raaberg som lægen Judith og Søren Pilmark som Jørgen "Krogen" Krogshøj.

Sammen fik de to Lillebror - spillet af tyske Udo Kier - der er tilbage dog som Storebror i den nye sæson.

Lillebror bliver til storebror i den nye sæson af 'Riget'. Udo Kiers vanskabte baby har mejslet sig ind på nethinden hos mange von Trier-fans. Sådan ser han ud som Storebror, når 'Riget - Exodus' kommer på skærmen i 2022. (PR-foto).
Lillebror bliver til storebror i den nye sæson af "Riget". Udo Kiers vanskabte baby har mejslet sig ind på nethinden hos mange von Trier-fans. Sådan ser han ud som Storebror, når "Riget - Exodus" kommer på skærmen i 2022. (PR-foto).

Der er også gensyn med Henning Jensen som den kontrollerende hospitalsdirektør Bob, Solbjørg Højfeldt som søvnlaboranten Camilla og Peter Mygind som Mogens "Mogge" Moesgaard.

Nye ansigter

Der er også en række nye ansigter på plakaten.

Lars Mikkelsen spiller den konfliktsky overlæge Pontopidan, hvis sekretær spilles af Birthe Neumann.

Nikolaj Lie Kaas indtager rollen som den indebrændte reservelæge Filip, mens at Nicolas Bro er portøren Bulder. Rigets helt nye opvaskere spilles af en specialfremstillet robot og af Jesper Sørensen - kendt fra TV 2-dokumentaren "Drengen i den gamle krop".

Premiere på Viaplay

Svenskerne er atter at finde i "Riget". Mikael Persbrandt spiller overlægen Helmer Jr., søn af den notorisk danskhadende svenske overlæge Stig Helmer, som Ernst-Hugo Järegård udødeliggjorde i seriens første sæsoner.

Tuva Novotny spiller neuropsykologen Anna, og så ses den svenske verdensstjerne Alexander Skarsgård ses som svenskernes advokat på Rigshospitalet. En rolle, som han har arvet efter sin far, Stellan Skarsgård, som også spillede advokat i anden sæson af Riget.

"Riget Exodus" har forventet danmarkspremiere på Viaplay i løbet af 2022 og lanceres som en Viaplay Original, hvorefter den får premiere på DR.

Birthe Neumann, Lars Mikkelsen, Henning Jensen, Søren Pilmark, Paul Hüttel, Peter Mygind, Bodil Jørgensen og Nicolas Bro er blot et udpluk af den stjernespækkede rolleliste til finalesæsonen af 'Riget', 'Riget Exodus'. (PR-foto).
Birthe Neumann, Lars Mikkelsen, Henning Jensen, Søren Pilmark, Paul Hüttel, Peter Mygind, Bodil Jørgensen og Nicolas Bro er blot et udpluk af den stjernespækkede rolleliste til finalesæsonen af "Riget", "Riget Exodus". (PR-foto).
Powered by Labrador CMS