Første smugkig til årets julemusical

Der er juleeventyr for hele familien, festlig musik, flotte dansekoreografier, forviklinger og blomstrende kærlighed med ELF.

Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste år har Tivoli trukket fulde huse med forestillinger som Mamma Mia, Dirty Dancing, Grease og Hairspray, og tidligere på sæsonen var Spamalot – The Musical på plakaten i Tivoli.

Danskernes musicalinteresse har indtil videre tiltrukket over en halv million publikummer til Koncertsalen. Nu har Tivoli sikret sig endnu et internationalt musicalhit – denne gang en ægte juleklassiker for hele familien.

Ny juleklassiker

En svær mission, ægte kærlighed og smittende musik er grundopskriften på et godt, hjertevarmt juleeventyr. ELF – The Musical byder på det hele og lidt til.

En forældreløs dreng, voksne uden følelser, julemanden og en masse genvordigheder før lykken indtræffer.

Musikken bliver under forestillingen fremført af Tivolis Musical Big Band under ledelse af kapelmester Peter Jensen.

Underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel, siger i en pressemeddelelse:

– Det her bliver endnu en af de helt store musicalproduktioner i Koncertsalen – og denne gang går vi ind i juleperioden, hvor Tivoli i forvejen lyser af magi og stemning. Jeg har set ELF flere gange i udlandet, og forestillingen appellerer bredt: både til familier og til dem, for hvem filmen med Will Ferrell for længst er blevet både kult og fast juletradition.

Stjerner i juleklæder

Castet der skal få os i julehumør tæller udover Christiane Schaumburg-Müller, Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter og Mikkel Lomborg også navne som Camilla Bendix, Julie Steincke og Niels Ellegaard. Pelle Emil Hebsgaard er knægten, Brormand, der opdrages som alf hos julemanden i skikkelse af Tommy Kenter.

Med tiden opdager Brormand han nok mere er et menneske og igangsætter jagten på sin far.

Brormand skal gruelig meget igennem før lykken er gjort. Faren, Niels Ellegaard, synes ikke ellevild for at få sig en søn.

Undervejs havner Brormand i en juleudstilling og her forelsker han sig hovedkulds i smukke Julie (Christiane Schaumburg-Müller).

Herfra går det over stok og sten, mens Brormand ihærdigt forsøger at få de stressede byboere til at genfinde julestemningen og omfavne deres indre alf.

Der er premiere på musicalen torsdag den 23. november klokken 19.30 i Tivolis Koncertsal.

Powered by Labrador CMS