Fortæller opsigtsvækkende nyt
Den brune bodega er afsættet Peter Ingemanns nye bog. Selv har tv-værten et ambivalent forhold til beværtningerne, der har fyldt ham med både sorg og sjov
De brune bodegaer er en subkultur på godt og ondt. Man kan stemple ind eller ud og få uforglemmelige aftener eller mulighed for at glemme tingene for en stund, fortæller tv-værten Peter Ingemann.
Den famøse beværtning danner rammen om hans nye bog, "Den gyldne hest - en erotisk brun bodegafortælling", som handler om undfangelsen af hans fiktive fætter og alter ego, Pattaya-Pete.
Kapitlerne bærer titler som "Købefisse på bakken, en over nakken" og "Børge, Kurt, en død kanin og Bob", mens persongalleriet omfatter karakterer som Luder Lonnie, Pis Palle og ikke mindst servitrussen Jytte, der langer alle de gyldne genstande over disken.
- Tv-værter er jo narcissister, så jeg har allerede udgivet to biografier i en alder af 48 år. Denne her bog er ment som ren underholdning. Men selv i den bedste underholdning, er der en mening, og det er der bestemt også her.
- I alt mørket og al lorten er der altid et eller andet, der kan bruges til noget. Om ikke andet så i en sjov bog.
TV-programmer og bøger
Peter Ingemann er kendt som den storsmilende, umiddelbare tv-vært i populære programmer som "Nybyggerne" og "Størst" på TV 2 og inden da DR's "Hammerslag".
Han har også givet et indblik bag facader i selvbiografierne "Ingemanns land" fra 2010 og efterfølgeren "Elsk afgrunden" i 2019 om sin til tider turbulente opvækst.
"Den gyldne hest - en erotisk brun bodegafortælling" centrerer sig om livet i og omkring en bodega. Et sted, hvor Peter Ingemann selv har tilbragt en del af sin barndom som påhæng til sin far.
Bogen er en semiautentisk historie - med mere tryk på autentisk end på semi, understreger han.
- Jeg har det meget, meget ambivalent, når jeg tænker på bodegaer. Jeg forstår frirummet, samværet og omsorgen for hinanden. Men det lå altid i baghovedet, når vi gik derind, at bare det ikke udviklede sig, for så tog det en træls drejning fra et ellers befriende og sjovt besøg, fortæller han.
Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Peter Ingemann beskriver sin far som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Når han ikke drak, var han en visionær, dygtig forretningsmand.
- Min far var kvartalsdranker. Ikke at det gjorde det mere trygt. Tværtimod drømte jeg om, at min far var fuldtidsalkoholiker, for så ville der være en slags stabilitet i hverdagen, fortæller Peter Ingemann.
- Når han havde det godt, gik man bare og ventede på, at det hele ville falde sammen igen.
Selv om bodegaer ikke er for børn, husker Peter Ingemann tilbage på besøgene som noget sjovt og spændende - når det ikke gik over gevind for faren, eller når stamgæsterne hældte humle ned i selvmedlidenhed og ikke kunne overskue at se banken, chefen eller "kællingen" derhjemme i øjnene.
I de gode stunder sad han på slagterens skød, hørte sjofle vittigheder og smagte lidt på øllerne eller fik lov til at hive i den enarmede tyveknægt.
Stadig et frirum
Bodegaerne er stadig et frirum for Peter Ingemann.
Som ung studerende på Journalisthøjskolen frekventerede han Bodega 65 og Hjorten, når skuldrene skulle ned.
I dag aflægger han de brune bodegaer et visit nogle gange om året.
- Jeg er tit blevet spurgt om, hvorfor jeg enten ikke er blevet asket eller alkoholiker. Og spørgsmålet irriterer mig faktisk lidt, at det er så unuanceret, at du enten bliver spritter eller munk, fordi du er vokset til tider kaotisk op, siger Peter Ingemann.
- Jeg elsker kortvarigt at miste kontrol og går da også i byen med mine venner fra folkeskolen og giver den gas nogle gange om året. Men jeg ville hade at miste kontrol på daglig basis.
Gennemstabil mor
Mens at hans far havde store udsving, var og er hans mor gennemstabil, og det har gjort, at han er landet på benene.
- Man kan kun mærke, at vandet er koldt, når man har mærket, at det er varmt og vice versa. Stabiliteten gjorde også, at jeg fik et kompas i, hvad er rigtigt, og hvad der ikke er, forklarer han.
- Min far erkendte, at han havde et stort problem, når han var ædru, og det hjalp mig også. Han kunne bare ikke finde ud af at leve anderledes. Jeg tror, han var maniodepressiv og selvmedicinerede sig på den måde.
Skød sig selv
Menneskeligt og økonomisk nedbrudt skød faren sig selv, da Peter Ingemann var 29 år gammel.
Da Peter Ingemann og hustruen Trine stiftede familie, svor han, at hans døtre aldrig skulle udsættes for samme utryghed, som han mærkede gennem sin opvækst.
Han henter dem hellere fem minutter for tidligt end fem minutter for sent.
- Jeg synes, hvis jeg selv skal sige det, at vi har givet dem en opdragelse, hvor der har været ro - og så må de jo lave en sølvbryllupssang en gang, der siger noget andet, siger Peter Ingemann med et grin og bliver så alvorlig igen:
- Jeg kan da godt i nogle stunder tænke: Hvad gør I, den dag I støder på et rigtigt problem? Dermed ikke sagt, at jeg kunne tænke mig at udsætte mine børn for det samme, for at de blev mere robuste. Og heldigvis for det! Man skal helst destillere næste generation - for nu at blive i alkoholen - til en bedre sjus.
Begræder ikke barndom
Selv om Peter Ingemann absolut ikke ønsker andre en barndom som sin egen, begræder han den ikke.
- Det gale, absurde og beskidte i det bruger jeg meget i mit arbejde. Jeg lever af at tale med mennesker, og der er det en okay fordel at have mødt mange forskellige mennesketyper.
- Det lyder så flot at sige, at jeg ikke rigtigt bliver overrasket over noget. Men jeg bliver virkelig sjældent overrasket eller forarget, fordi jeg er vokset op i den brune skyttegrav.