Fra brækket ryg til fanebærer

Den tidligere danske skiløber og "Vild med dans"-vinder Sophie Fjellvang-Sølling har oplevet store succeser og tragedier. Søndag den 25. april fylder hun 40 år

Sophie Fjellvang-Sølling har vundet 16 danmarksmesterskaber i slalom, storslalom og super-G. (Arkivfoto) – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Sophie Fjellvang-Søllings store drøm var at kvalificere sig til OL. Og hun havde faktisk kvalificeret sig til vinter-OL i Torino i 2006. Men nye krav gjorde, at hun alligevel ikke fik lov at stille op.

Drømmen brast, og hvad gør man så?

I stedet for at give op, sadlede hun om og skiftede til sporten skicross. Sporten var lige kommet på OL-programmet.

Her kører man om kap mod hinanden – fire ad gangen. I stedet for en ad gangen på tid, som man gør i de traditionelle alpine discipliner.

– Da jeg fandt den, tænkte jeg bare: Hvor har du været hele mit liv?, sagde Sophie Fjellvang-Sølling i 2018 til Alt for Damerne om skiftet til skicross.

Brækker ryggen

Hun var godt på vej mod at skulle til vinter-OL i Vancouver i 2010, da ulykken indtraf. Hun blev ramt af et 130 kilo tungt stativ og brækkede ryggen – kun ti måneder før OL.

Hvor mange nok havde givet op, kæmpede hun sig tilbage og kvalificerede sig til OL. Og blot ti måneder efter ulykken kunne hun som fanebærer gå forrest for den danske delegation under OL-åbningsceremonien.

Hun var dog også blevet skadet måneden ind OL.

– Det endte med at blive en stor oplevelse, selv om jeg ikke klarede mig så godt i selve konkurrencen. Jeg prøver at holde fokus på alt det, jeg fik, i stedet for at jeg ikke fik en medalje, har hun fortalt til Alt for Damerne.

Farvel, Danmark

Gåpåmodet har Sophie Fjellvang-Sølling, der 25. april fylder 40 år, altid haft.

Allerede som 16-årig flyttede hun helt alene til Norge – langt væk fra familie og venner. Hun ville være professionel skiløber.

– I Danmark er det jo sådan, at hvis man vil noget med skisport, må man flytte efter bjergene. De kommer ikke til os, sagde hun i samme interview.

Og hendes evne til at se lyst på tingene og fokusere på det positive kan man se i det aktuelle TV2-program “Korpset”, hvor hun og andre kendte bliver udsat for diverse prøvelser. Hun tager dem alle med et smil.

Enke og alenemor

I 2012 kom hun dog ud for noget, som det ikke var muligt at se noget godt i. Hendes mand døde pludselig af et hjertestop – bare 36 år gammel.

– Jeg var fysisk til stede, hvor jeg var. Men jeg kan ikke huske en eneste følelse. Jeg tror, jeg lukkede ned for at overleve.

Så der stod hun som 31-årig enke og alenemor til en nyfødt dreng på halvandet år. Men hun har siden genopbygget sit liv.

Hun er blevet lykkeligt gift igen. Hun har tre børn, og familien bor i Hellerup.

Og tilbage i 2011 vandt hun også lige ottende sæson af “Vild med dans”.

Powered by Labrador CMS