Fra DR til TV2: Nyt ansigt er klar til Vild med dans

Den tidligere Bagedyst-deltager Rosa Kildahl skal deltage i den 15. sæson af "Vild med dans".

Offentliggjort Sidst opdateret

Tv-seere kender hende allerede fra “Den store bagedyst”, og til efteråret er Rosa Kildahl tilbage på tv-skærmen.

Den 60-årige nordjyde har nemlig takket ja til at deltage i “Vild med dans”.

Det siger hun til ugebladet Se & Hør.

Faktisk skulle hun kun bruge ganske få sekunder på at overveje muligheden, da hun fik den tilbudt.

– Jeg glæder mig til at lære de danse. Det er så fedt at kunne danse en vals. Det ser tæskegodt ud, når der er nogle, der kan det. Og så glæder jeg mig til kjolerne og til, at de bliver syet specielt til mig, siger hun til ugebladet.

Nervøs for formen

Dog er hun også lidt nervøs for, om hendes form er klar til det berømte dansegulv.

– Jeg frygter konditionen, og om jeg kan huske trinene. Men hvis jeg ikke kan huske det hele, må min partner føre mig, og så tror jeg, at jeg kan følge med, siger Rosa Kildahl.

Også skuespiller Simon Stenspil, sanger Emmelie de Forest, skuespiller Molly Egelind, tidligere håndboldspiller Lars Christiansen og tv-vært Emil Thorup skal deltage i den kommende sæson af “Vild med dans”.

Den 15. sæson begynder til efteråret.

Powered by Labrador CMS