Fra klatretøs til Bendtner: Her er hendes liv

Siden hun var lille, er hun blevet opfordret til at drømme stort. Nu fylder Julie Zangenberg 30 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun var kun 12 år, da hun sendte et brev til en caster i håbet om at blive taget i betragtning som statist og endte med at lande hovedrollen i Nikolaj Arcels “Klatretøsen”.

Siden har der været stor opmærksomhed omkring Julie Zangenberg, der den 30. november fylder 30 år – både som skuespiller, tv-vært, blogger, virksomhedsejer og privatperson.

– Det handlede for mig ikke om at score hovedrollen i en film, jeg ville bare gerne lave noget, mit hjerte bankede for. Og jeg elskede at spille skuespil, for mig var det ligesom at lege, forklarer hun.

Et spørgsmål har defineret karrieren

Som barn blev hun opfordret til at tænke stort.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre opfordrede os til, at vi skulle sprænge rammerne, forklarer hun.

“Hvad er det vildeste, du kan drømme om, kommer til at ske i dit liv, og hvad skal der til, for at det lykkes?”, lød spørgsmålet fra forældrene.

Siden har det været et mantra for, hvordan hun lever.

– Jeg har selvfølgelig fået den indstilling med hjemmefra, for det handler til dels om opdragelse, men det har også at gøre med personlighedstype. Og jeg har bare altid gerne villet hoppe ud fra 10-meter vippen, siger Julie Zangenberg.

Hendes lyst til at kaste sig ud i alt har været så overvældende, at forældrene trods alt har måttet insistere på et sikkerhedsnet.

En pause fra skuespil

Mens skuespillet fik lov at fylde op igennem hendes ungdom, blev der trykket pause, da hun startede i gymnasiet.

Med huen i hus søgte hun ind på Teaterskolen, men fik afslag. Det slog dog ikke drømmen ud af hovedet.

I stedet betalte hun selv for skuespilundervisning og læste sig gennem uddannelsens pensum fra ende til anden.

Siden fik hun roller i produktioner som tv-serien “Heartless”, filmen “Viceværten” og musicalen “Hairspray”, og på teatret har hun netop medvirket i Teater Katapults egenforestilling “Dette er vand” af dramatikeren Anna Bro.

Ændrede karrierevej

For to år siden tog Julie Zangenberg en alvorlig beslutning om at skære alt det, der ikke gjorde hende godt, ud af sit liv – både på privat- og arbejdsfronten.

Det betød, at hun lukkede flere projekter ned, skar ned på værtsjob og optrædener på tv i sit eget navn og blev mere selektiv med, hvad hun sagde ja til.

Det er de mere dramatiske roller, hun gerne vil koncentrere sig om i fremtiden, fortæller hun.

– Jeg vil egentlig gerne tilbage til den form for skuespil, for det er den, der gør mig glad. Der behøver ikke at være alt muligt cirkus rundt om, for der er cirkus nok i det, siger Julie Zangenberg.

Siden hun var ganske ung, har der været stor interesse for hendes privatliv og ikke mindst for hendes parforhold, men det har hun lært at håndtere.

– Der har været en medieopmærksomhed på mig, siden jeg var 12 år gammel. Hvis jeg havde gået alt for meget op i, hvad andre syntes om mig, så havde jeg ikke været der, hvor jeg er nu.

– Så havde jeg siddet lammet i et mørkt værelse og var aldrig kommet ud.

De seneste to år har Julie Zangenberg dannet par med michelinkokken Andreas Bagh.

– Jeg har skullet lære mig selv at kende, før jeg kunne mærke, hvad jeg havde behov for. For mig er det meget gavnligt at være sammen med en, der på samme måde som mig lever af sin passion.

Hårdt arbejde

Skuespillet er dog ikke den eneste passion, Julie Zangenbergs hjerte banker for.

De seneste mange år har hun også kunnet kalde sig selv iværksætter.

Hun har tidligere haft en produktionsvirksomhed, der lavede kommunikationsvideoer, en madblog, skrevet en kogebog og lanceret to forskellige madprogrammer i tv.

Men efter at Julie Zangenberg stoppede op og besluttede at simplificere sit liv, er der nu kun én virksomhed, hun koncentrerer sig om, nemlig Cozy, hvor hun er ankerkvinde bag en række accessories til travle kvinder.

Selv har hun arbejdet minimum 70 timer om ugen, siden hun var 20 år, så hun føler, at hun kender behovet.

– Vi kvinder har alle sammen ekstra travlt, fordi døre bliver åbnet, og glaslofter bliver smadret. Men der er også et stort pres for, at vi skal være perfekte både som karrierekvinder og mødre, og vi har nogle gange helt urealistisk høje forventninger til os selv.

– Det er vigtigt for mig, at der er nogle åndehuller i hverdagen, hvor det bare handler om mig. Og der er jeg afhængig af gode hyggeprodukter – de virkelig gode sokker og den virkelig bløde T-shirt, siger hun.

Lysten driver værket

Nøjagtig som med skuespillet har Julie Zangenberg uddannet sig selv som virksomhedsleder. Ikke ved at gå i skole, men ved at være nysgerrig, målrettet og ikke bange for at spørge mere erfarne mennesker til råds.

– Helt grundlæggende handler det nok om en fascination. Der er nogle ting, der har været interessante for mig, men den slagne vej har ikke været tilgængelig. Og så må man gøre det på sin egen måde, siger hun.

Hvad fremtiden bringer for hende, har hun et klart ønske om.

– Jeg er meget bevidst om mine drømme for både de næste fem og ti år, siger Julie Zangenberg og uddyber.

– Skuespilmæssigt vil jeg tage et eller to projekter ind om året. Samtidig vil jeg gerne have min virksomhed, som giver mig en spændende og udfordrende hverdag. Målet er helt klart også en familie, jeg vil meget gerne have børn og et hus ved vandet, siger hun.

Powered by Labrador CMS