Fra rigmandssøn til “nazistisk rockstar”

DR fortæller historien om Søren Kam: Hitlers elitesoldat, der blev en af Danmarks mest forhadte mænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere SS – officer og mordanklagede Søren Kam var indtil sin død for to år siden den mest berygtede og mest omtalte nazist i Danmark.

Nu kommer historien om hans liv, baseret på private videooptagelser, der aldrig før har været offentliggjort.

Sammen med to andre begik Søren Kam et brutalt mord på BTs redaktør Carl Clemmesen i 1943, men efter krigen skjulte han sig under falsk navn i Tyskland.

Han kom aldrig for en domstol, selvom skiftende danske regeringer gennem et kvart århundrede prøvede at få ham udleveret.

“Nazistisk rockstar”

I mellemtiden blev Søren Kam en ”nazistisk rockstar” i det europæiske SS – veteranmiljø bl.a. i selskab med Himmlers datter.

Under krigen mødte han både Hitler og Himmler og han var tiltænkt en stor rolle i Danmark, hvis tyskerne havde sejret.

I programmet fortæller Søren Kam blandt andet om sine møder med de nazistiske topledere, om mordet på Clemmesen, de verdenshistoriske slag på østfronten og sit liv på flugt fra en dansk retssal.

Den privilegerede grosserersøn fra Charlottenlund meldte sig til SS allerede som 18 – årig. Han blev en nazistisk berømthed pga. sin dødsforagt på Østfronten og fik tildelt Jernkorsets Ridderkors, en af det 3. Riges største hædersbevisninger.

Sidste mission: “Alpefæstningen”

Hans sidste mission skulle være at forsvare ”Alpefæstningen”.

Hitler havde planlagt at han selv, Himmler og det tredje riges øvrige topledere skulle kæmpe til sidste mand i de tysk-østrigske alper, og Søren Kam var en af de elitesoldater, der blev sendt i forvejen for at gøre ”fæstningen” klar.

Da Hitler i stedet begik selvmord i Berlin gik Søren Kam under Jorden og han dukkede først op under sit eget navn mange år efter krigen.

Parallelt med Søren Kams dramatiske liv giver programmet indblik i nazismens fascination og den ”modhistorie” som Kam og mange andre tidligere SS – folk har bygget op om 2. verdenskrig.

SS-soldater var helte

I denne alternative fortælling var SS – soldaterne heltene, der forsvarede Europa mod kommunismen. En slags forløber for NATO. Og ingen vidste noget om KZ- lejrene – i følge Kam.

Denne modhistorie kan ses som en nazistisk forløber for nutidens ”fake news”.

Historien om Søren Kam er også historien om hvordan mennesker i alle tidsaldre under de rette betingelser kan blive politisk radikaliseret i grad, der kan føre dem ud i ekstreme voldshandlinger til gavn for ”sagen”, i Sørens Kams tilfælde det nazistiske 1000 – årsrige.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at Søren Kam kun var en ud af 12.000 danskere, der søgte ind i Waffen – SS.

Det er langt flere end antallet af aktive modstandsfolk under det meste af besættelsen i Danmark.

“Søren Kam: nazisten der aldrig fortrød” sendes onsdag klokken 20.30 på DR K.

Powered by Labrador CMS