Fredagsrock fejrer jubilæumsår med disse kunstnere

Tivoli fejrer 20-års rockjubilæum med boyband-pop, amerikansk rap og ungdommens kendinge.

Gnags er blandt de kunstnere, der giver koncert til Fredagsrock. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når Tivoli 14. april sparker foråret i gang med 2017’s første Fredagsrock-koncert, indtager hitmageren Gulddreng og boybandet Page Four scenen på Plænen som de første.

Men årets program byder traditionen tro på en lang række musikalske genrer, som begejstrer både teenagere og dem med sølvstænk i håret.

Fredagsrock på Plænen fejrer i år 20-års jubilæum, og et af de helt store scoop på plakaten i år er den amerikanske rapper Lil Wayne.

Men også udenlandske navne som Erykah Badu, House of Pain, Beth Hart, 5 Seconds, Summer og Brian Wilson rocker Tivoli i år.

Danske kunstnere dominerer

Årets program domineres dog af danske kunstnere, der både tæller nye talenter og ungdommens kendinge.

For de unge spiller blandt andre den nykronede P3 Guld-vinder, Karl William, hitduoen Phlake og yngre bands som CHINAH og SAVEUS.

Dem, der er blevet lidt grå i toppen, kan krydre Tivoli-besøget med genhør med gamle kendinge som TV-2 og Gnags, mens folkekære Johnny Madsen og The Savage Rose også kigger forbi Plænen i løbet af sommeren.

I alt bliver det til 24 koncerter med 33 bands og kunstnere, og dertil kan lægges en række endnu ikke offentliggjorte gæstesolister.

Om årets program siger programchef Rune Erbs Ledet:

– Navne som Erykah Badu og Brian Wilson har længe stået på ønskelisten. Det er navne vi ikke ser så tit i København, men som matcher Tivolis unikke rammer perfekt.

Som noget nyt bliver en-dags-festivalen Offspring transformeret til “Lillefredag”, der i stedet for én dag afvikles over hele 23 torsdage på Tivolis nye scene, Orangeriet.

Blandt kunstnerne kan nævnes Blue Foundation, Blondage og Rumour Said Fire. De øvrige 20 navne offentliggøres 22. marts.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS