Frederik får gode råd af folkeskoleelever

Han skal finde ud af, om vi kan gøre en forskel

Kronprins Frederik besøger skolen den 6. oktober
Udgivet Opdateret

Den 6. oktober får Skolen på Islands Brygge fint besøg, når H.K.H Kronprins Frederik kommer forbi eleverne i 7. klasse for at få et godt råd eller to. 

Fonden for Entreprenørskab skriver i en pressemeddelelse, at eleverne, sammen med 10.000 andre skoleelever, arbejder på at opfinde klimaløsninger, og at de er med i opfinderkonkurrencen Projekt Edison. 

Eleverne arbejder derfor med at finde på innovative og teknologiske ideer til, hvordan man kan gøre en positiv forskel for klimaet, og den 6. oktober vil Kronprins Frederik få indblik i nogle af ideerne. 

Det handler om klima 

Fonden for Entreprenørskab skriver i pressemeddelelsen, at alle verdens ledere har klimaet på dagsordenen, men at det er vigtigt, at alle borgere bidrager med nye ideer til, hvordan vi kommer i mål med vores klimaambitioner. 

Det er med det udgangspunkt, at opfinderkonkurrencen Projekt Edison i år har fået temaet "Klima - hvordan kan DU gøre en forskel," og på Skolen på Islands Brygge er eleverne altså i fuld gang med at hitte på ideer. 

- Entreprenørskabsundervisning giver elever evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden, og netop Projekt Edison er godt eksempel på det. Her bruger eleverne deres kreativitet til selv at finde på innovative ideer og arbejder også med, hvordan de kan føre ideen ud i livet. Og resultaterne plejer at være imponerende, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag Projekt Edison, i pressemeddelelsen. 

Kronprins Frederik får syn for sagen, når han kommer forbi den 6. oktober klokken 10.00.

Her vil skolens elever fortælle om deres ideer til at forbedre klimaet. De vil også vise Kronprinsen, hvordan de har brugt teknologien Scratch til at opfinde og udvikle deres ideer. 

Powered by Labrador CMS