Frederik måtte droppe de danske damer
Kronprins Frederik har siden 2004 været gift med kronprinsesse Mary. Men forinden nåede han forbi en perlerække af danske kvinder, som kunne være endt på slottet. Kendte.dk kigger tilbage.
De seneste 13 år har hun heddet Mary – men kronprins Frederik har kendt en del andre kvinder i sit snart 50-årige liv.
Og der er faktisk en helt særlig grund til, at det ikke endte ud med, at den kommende konge blev dansk gift. Frederik måtte droppe den tanke – sådan var det bare.
Ifølge den nye biografi, “Under Bjælken”, der nyligt kom på gaden, var det slet ikke en option, at kronprinsens kommende kone kunne være en dansker.
Mange bud på dansk kone
– Lige så fantastiske og flotte og selvstændige danske piger er, lige så sikkert var det, at min kommende kone aldrig skulle blive en dansker, fortæller kronprins Frederik i bogen.
Det skriver Se & Hør.
Der har ellers været ganske mange bud på danske kærester, der kunne have klaret rollen som dronning af Danmark.
Inden valget faldt på australske Mary, der inden hun fik sin royale titel hed Donaldson til efternavn, fik kronprinsen således afsøgt sit territorium relativt grundigt.
Nina tog over efter Mie
Vi nævner i flæng: Mie Egmont Petersen, Katja Storkholm, Malou Aamund, Maria Montell, Nina Klinker og Bettina Ødum.
Mie Egmont Petersen var ifølge Billed-Bladet kronprinsens første rigtige kærlighed.
De to forelskede sig vildt, da gymnasieklassen fra Øregaard Gymnasium holdt fest i Tivoli. Og de to turtelduer dannede par gennem hele deres gymnasietid. Men forholdet holdt ikke.
Siden mødte han Nina Klinker Jørgensen, da han læste Statskundskab på universitetet i Aarhus.
Undertøjsmodellen røg ud
I 1992 røg kærsten gennem et års tid, Malou Aamund, ud i kulden, fordi hun nytårsnat havde kørt en fuld kronprins Frederik hjem.
Problemet var bare, at hun selv havde en promille på 1,2 – hvilket både kostede hende en bøde på 4000 kroner og sit forhold til kronprinsen.
Den kønne fotomodel Katja Storkholm lignede længe et seriøst bud på en kone – men i 1996 gjorde Frederik det forbi. Officielt bundede bruddet i, at der eksisterede fotos af hende i undertøj.
Det havde den konsekvens, at dronning Margrethe og prins Henrik aldrig blev begejstrede for hende.
Smed toppen på en ferie
Senere blev kronprinsen kæreste med sangfuglen Maria Montell – men heller ikke det forhold kunne bære på den lange bane.
Lige inden Mary Donaldson blev en del af kronprinsens liv, dannede han par med Bettina Ødum.
Hun røg imidlertid i svinget, da hun smed bikinitoppen på en sejltur med Frederik. Vel at mærke fordi seancen blev fotograferet af ihærdige pressefotografer.
Ikke en dansk pige
– Du skal ikke have en dansk pige! En dansk pige har dansk familie, og der sidder altid en eller anden onkel Aage på trappesten ovre i Herning med ti bajere og fortæller om, hvor hyggeligt de har det i familien, lød formaningen fra kronprins Frederiks daværende hofchef Per Thornit.
Sådan omtales det i “Under Bjælken”.
Også dronning Margrethe og prins Joachim har valgt at gifte sig med en udenlandsk person, så spørgsmålet er, om kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn vælger at gøre det samme.