Friluftsprinsesse fylder 46

Kronprinsesse Mette-Marit er glad for både ski- og vandreture. Mandag har hun fødselsdag.

Her ses kronprinsessen med sin mand, kronprins Haakon under familiens sommerferie. Foto: Lise Aserud /Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ligesom resten af den norske familie er kronprinsesse Mette-Marit glad for friluftslivet, og ski- og vandreture med familien er nogle af hendes store fritidsinteresser.

Men i oktober sidste år fik Mette-Marit, som mandag den 19. august fylder 46 år, konstateret en usædvanlig variant af lungefibrose, som har gjort, at hun må skrue ned for friluftsaktiviteterne.

Sygdommen har også delvist begrænset kronprinsessen i at udføre sine royale pligter.

– Tilstanden betyder, at arbejdskapaciteten vil variere, fortalte Mette-Marit i en pressemeddelelse fra det norske kongehus i efteråret.

Arbejder stadig

Hun understregede dog, at hun vil arbejde så meget som muligt. Men Mette-Marits begrænsede mulighed for at passe sine forpligtelser var en af årsagerne til, at kronprinseparret valgte at fortælle om sygdommen.

– Det er selvfølgelig aldrig behageligt at snakke om sit helbred i offentligheden. Men i perioder, hvor jeg skal undersøges og behandles, vil jeg være væk en stor del af tiden.

– Derfor bliver vi nødt til at fortælle om det, så der ikke opstår for mange spekulationer, sagde kronprinsessen.

Haakon som stand-in

I maj i år gennemførte Mette-Marit den litterære todages togtur “Bokbanen” gennem Oslo.

Hun havde sin ægtemand, kronprins Haakon, med som stand-in, hvis hun fik brug for hjælp. Han endte med at træde til ved det sidste stop og åbne showet.

Film, teater og litteratur er også nogle af kronprinsessens store interesseområder, og i kraft af sin officielle rolle deltager hun ofte i litterære arrangementer som “Bokbanen” rundt omkring i Norge og i udlandet.

Hun er ligeledes protektor for Norsk Bibliotekforening og har fra april 2017 været ambassadør for norsk litteratur i udlandet.

– Det at læse, de indre billeder, det skaber, de følelser, det fremkalder, har gjort mig til både et bedre, klogere og mere reflekteret menneske, har hun udtalt.

Forældrene blev skilt

Norges kommende dronning blev født i Kristiansand som datter af en journalist og en bankfunktionær.

Forældrene blev skilt, da Mette-Marit var 11 år. I januar 1997 blev hun mor til sønnen Marius Borg Høiby, som hun har med Morten Borg.

I 1999 mødte hun den norske tronarving.

Dengang blev der rynket på næsen og debatteret højlydt i det offentlige rum, da det kom frem, at den norske kronprins havde forelsket sig i den borgerlige Mette-Marit Tjessem Høiby.

Mette-Marit var nemlig enlig mor til sønnen Marius og havde færdes i festmiljøer, hvor der blev taget stoffer, og flere mente, at forholdet ikke var passende.

I december 2000 annoncerede parret dog dets forlovelse.

Forud for brylluppet indkaldte det norske hof til pressekonference, hvor den kommende kronprinsesse fortalte om sin fortid, som hun tog afstand til.

18 års ægteskab

Den 25. august 2001 giftede hun sig med kronprins Haakon, og dermed kan parret i den kommende uge fejre 18-års bryllupsdag.

Sammen har de fået prinsesse Ingrid Alexandra på 15 år, som en dag skal overtage tronen efter sin far, og prins Sverre Magnus på 13 år.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er kun kronprinsessens to yngste børn, som optræder med kongehuset i officielle sammenhænge, selv om Marius Borg Høiby har været en del af familien, siden han som ganske lille lærte kronprins Haakon at kende.

Sidste år rettede kronprinsesse Mette-Marit en skarp kritik mod den norske presse, som hun mente, forfulgte hendes søn.

Det skete i et åbent brev på sønnens 20-års fødselsdag.

– De sidste par år har været præget af en udvikling, jeg som mor selvfølgelig gerne havde været foruden. Marius er fra dele af pressen blevet udsat for et pres, som jeg mener, er dem uværdigt, skrev kronprinsessen i brevet.

Powered by Labrador CMS