Frygter depression efter OL

Sara Slott kan lørdag løbe sit sidste hækkeløb på topplan. Hun frygter en svær tid efter karrierestoppet

Den danske løber frygter for sit mentale helbred efter OL
Den danske løber frygter for sit mentale helbred efter OL
Offentliggjort Sidst opdateret

Når OL-sølvvinderen fra 2016 Sara Slott Petersen natten til lørdag klokken 02.16 dansk tid løber indledende heat i 400 meter hækkeløb, kan det potentielt blive karrierens sidste løb på topplan.

Slott har længe været indstillet på, at karrieren skulle slutte med OL i Tokyo, men selv om hun er helt afklaret med, at tiden er inde til at stoppe, frygter hun "at havne i et mørkt hul", når hun er på den anden side af sit tredje OL.

- Jeg er vant til at få det her skud af dopamin og adrenalin, så jeg er spændt på, om jeg ender i en lidt depressiv tilværelse. Det må jeg indrømme. Om jeg kan blive lige så tilfreds i livet efter.

Aldrig igen

- Adrenalinkicket ved at sætte sig mål, nå delmålene og så står alt og falder med, om jeg tager den rigtige længde skridt ud af startblokken. Den nervøsitet er spændende og motiverende.

- Jeg har spekuleret på, hvordan det bliver aldrig at få den følelse igen, for selvfølgelig kan jeg finde et job, hvor der er noget på spil, men det bliver aldrig på den samme måde, mener Slott.

Ved at italesætte udfordringen håber hun at kunne bearbejde den, men hun er indstillet på at skulle igennem en hård tid.

Sund proces

- Jeg har en forventning om, at det ikke bliver særligt sjovt, og der vil komme måneder, hvor jeg har svært ved at komme ud af sofaen. Jeg er vant til at hive mig selv op, og det tror jeg også, jeg gør på et tidspunkt.

- Men jeg har brug for at finde mig selv i en sund proces, hvor jeg må sumpe på sofaen. Går jeg direkte over i noget andet, kan der komme en ekstra stor regning på et tidspunkt, vurderer 34-årige Slott.

Hun fortsatte gerne karrieren, men kroppen er begyndt at sige fra.

- Mine muskler og sener gør ondt. Jeg tager ikke smertestillende, men akillessenen gør ondt om morgenen, og de seneste år har jeg måttet skære træningen ned.

Skæv optakt

- Jeg har verdens fedeste liv og elsker at løbe om kap, men det er vigtigt for mig selv at kunne sætte et punktum. Jo længere jeg trækker den, desto større er sandsynligheden for, at jeg ikke selv kan bestemme.

Netop bøvl med akillessenen har givet Slott "en skæv optakt" til OL, men hun drømmer alligevel om at slutte fornemt af i Tokyo, hvor hun var fanebærer ved åbningsceremonien.

Slott håber lørdag at løbe sig ind blandt de 24, der mandag skal løbe semifinale, og drømmen er så at indløse billet til onsdagens finale.

Handler om forfængelighed

- Jeg vil sindssygt gerne slutte med bravur og følelsen af, at alt går op i en højere enhed. Men jeg ved, at der en reel mulighed for, at det ikke sker, erkender Slott.

Eftermælet står dog ikke og falder med et stort resultat i den japanske hovedstad.

- Når jeg kommer lidt væk fra OL, vil det ikke betyde noget i forhold til, hvordan jeg ser tilbage på min karriere. Det handler om forfængelighed lige nu, og hvordan jeg bliver omtalt de næste uger.

- På den lange bane tror jeg ikke, det betyder noget. Det handler mere om, hvem jeg har været undervejs, og hvad jeg har betydet for folk. Det står tilbage, siger hun.

Powered by Labrador CMS