Fundet død i havet
Kazuki Takahashi blev 60 år gammel
Japanske Kazuki Takahashi, der var manden bag den ikoniske tegneserie Yu-Gi-Oh, som udviklede sig til meget mere, er død på tragisk vis.
Han blev onsdag fundet livløs i havet ud for en af de sydlige japanske Okinawa-øer .
Det skriver blandt andet BBC News.
Kan ikke udelukke forbrydelse
Det fremgår også, at Kazuki Takahashi var iført udstyr til snorkeldykning, samt at myndighederne nu efterforsker dødsfaldet, og ikke kan udelukke en forbrydelse.
Yu-Gi-Oh, som betyder 'Kongen af spil', handler om teenageren Yugi, som modtager et ældgammelt puslespil, der 'vækker' en egyptisk faraos alter ego i ham. Derefter løser han konflikter ved hjælp af spil.
Det blev oprindeligt udgivet i det japanske tegneseriemagasin Shonen Jump mellem 1996 og 2004, og i 1999 blev det omdannet til et spil baseret på kort.
Bedst sælgende kortspil i historien
Et årti senere blev spillet optaget i Guinness som det bedst sælgende kortspil i historien med et salg på mere end 22 milliarder kort, ifølge producenten Konami.
Yu-Gi-Oh voksede også til at omfatte film, tv-shows, videospil, bøger, legetøj og figurer.
Kazuki Takahashi blev 60 år gammel.