Fundet myrdet i hjemmet

Den prisvindende iranske filskaber Dariush Mehrjui og hans hustru dræbt af knivstik

Offentliggjort

Den internationalt højt anerkendte iranske filmskaber Dariush Mehrjui og hans hustru er blevet fundet myrdet i deres hjem i en forstad til Teheran.

Det oplyser Irans statslige nyhedsbureau IRNA ifølge blandt andet BBC News.

Knivstik i halsen

Det britiske medie skriver også, at det var parrets datter, der fandt dem med knivstik i halsen, da hun lørdag kom på besøg.

Desuden, at myndighederne har identificeret fire personer, som sættes i forbindelse med drabene.

Uddannet i USA

Dariush Mehrjui, der er uddannet i USA, slog for alvor igennem med filmen 'The Cow' i 1969.

Af andre film han står bag kan nævnes 'Hamoun' og 'The Pear Tree' samt ikke mindst 'Leila', der handler om en ufrugtbar kvinde, der opfordrer sin mand til at gifte sig med en anden.

Dariush Mehrjui og hans hustru ses her i Teheran tilbage i 2015.

Et væld af priser

BBC News skriver også, at flere af Dariush Mehrjus film aldrig har fået premiere i Iran på grund af censur.

Til gengæld har han gennem årene modtaget et væld af priser på internationale filmfestivaller. 

Dariush Mehrju blev 83 år gammel.

Powered by Labrador CMS