Fylder 70
Sting har udfordret sine kritikere med sit mangesidige musikalske talent og mange rigtige meninger om verden. Han har endda fået opkaldt en regnskovsfrø efter sig
Der er nærmest ikke den fugl eller fisk eller regnskov, der ikke har fået opmærksomhed fra sangeren, musikeren og skuespilleren Gordon Sumner.
Under sit markant mere kendte kunstneriske alias Sting har klodens helbred altid ligget ham meget på det hjerte, der sammen med resten af manden fylder 70 år den 2. oktober.
I en lang karriere har den stadigt misundelsesværdigt veltrænede Sting formået at forny ikke kun sin krop, men også sit musikalske råderum.
Over det hele
Med sin sprøde sandpapirs-stemme intakt har han begået sig i et hav af musikalske genrer og kulturelle sammenhænge: poppunk, reggae, jazz, new age, klassisk, filmskuespiller, naturaktivist, filantrop og yogaagitator.
Faktisk har Stings største problem måske været, at han var så irriterende talentfuld og politisk korrekt og fremme alle vegne, så nogle fik nok.
Søn af mælkemand
Han kom til verden som søn af en mælkemand i en forstad til Newcastle. Men er endt med en berømmelse og rigdom, som den afdøde mælkemand aldrig ville have fattet omfanget af.
Fra en baggrund som ung læreruddannet jazzmusiker eksploderede hans berømmelse med dannelsen af The Police i 1977.
De unge jazzår gav ham navnet Sting, inspireret af en hvepsestribet sweater, som bandkollegerne gjorde nar af.
Det blev med The Police til fem år, seks Grammys, verdensberømmelse på begge sider af Atlanten og et utal af hits, som spilles den dag i dag. Også af Sting selv.
Så' der jazz
Jazzen gav ham dog en musikalsk ballast og nysgerrighed, som efter The Police sikrede ham masser af musikalske vitaminer at brygge videre på.
For snart gik han sine egne veje med en boomende solokarriere. Solodebuten "The Dream of the Blue Turtles" med en stribe fornemme jazzmusikere viste hans format og solgte tre gange platin.
Og så gik det raskt med album efter album og priser og skiftende musikalske inspirationer og en konstant kunstnerisk nysgerrighed.
På det store lærred
Selv hans selvbiografi "Broken Music" er rost for at være velskreven og usædvanligt selvransagende. Og når han har optrådt på det hvide lærred i spillefilm eller som sig selv, er han oftest sluppet godt fra det også.
Selvfølgelig var han også i Bob Geldofs Band Aid på "Do They Know It's Christmas?" til støtte for Etiopien.
Regnskoven som hjertebarn
Siden har han selv brugt megen tid og penge på beskyttelsen af blandt andet regnskoven og Tibet og har turneret i mange lande, hvor popmusikere normalt ikke kommer. Han har sågar fået opkaldt en regnskovsfrø efter sig.
Efter et kort ægteskab i de unge år fandt han i 1982 sammen med skuespilleren Trudie Styler, som han har fået fire børn med. Undervejs har han markeret sig som en flittig dyrker af og fortaler for yoga og tantrisk sex.
Han har optrådt i Danmark adskillige gange og skulle have gjort det igen sidste sommer. Koncerten i Horsens er dog flyttet til juni 2022 på grund af corona.