Fyr Og Flamme før semifinale: Her er vores ritualer
At jamme lidt på akustisk guitar og have øjenkontakt er nogle af de ting, der bliver prioriteret inden Fyr Og Flamme går på scenen
Der er ikke længe til det går løs i Rotterdam Ahoy for Fyr Og Flamme, der repræsenterer Danmark i Eurovision.
Torsdag eftermiddag havde de deres sidste prøve før semifinalen finder sted.
– Det er en lang dag, man skal overkomme, siger Jesper Groth, der udgør den ene halvdel af duoen.
Han bliver bakket op af makkeren, Laurits Emanuel.
– Vi kunne ikke undgå at peake adrenalinmæssigt, da vi havde spillet vores sidste prøve i eftermiddags, så bagefter lagde vi os ind i et fuldstændigt lydisoleret rum. Og det lykkedes at komme lidt ned igen.
– Jeg tror, vores kroppe ved, at de skal på igen om lidt, siger Laurits Emanuel.
Før de går på scenen, har de nogle særlige ritualer, der skal bringe dem det helt rigtige sted hen mentalt.
– Vi skal ned og spille lidt akustisk guitar og læse en masse kommentarer, hvor folk har ønsket os held og lykke. Og så har vi nogle ritualer med tøjet, og jeg skal have vasket hår, siger Laurits Emanuel.
Men for duoen, der repræsenterer Danmark med sangen “Øve os på hinanden”, handler det også om at få kalibreret med hinanden.
– Der er også nogle små vigtige momenter, hvor det er Jesper og Laurits-tid. Det var os, der stiftede bandet, og nu står vi her. Den øjenkontakt har vi altid lige inden, og den er vigtig, siger Jesper Groth.
Og så skal der ringes hjem til de allervigtigste.
– For mig er det min morfar, min farmor og farfar og så skal jeg ringe til min kone og til min mor, fortæller Laurits Emanuel.
Duoen har også en besked til danskerne hjemme i stuerne:
– Tak fordi i kigger med. Det kan godt være, vi ikke skal spille på lørdag, så nyd det – og så ses vi på den anden side, lyder det fra Laurits Emanuel.
Semifinalen sendes kl. 21.00 på DR1.