Fyr Og Flamme ser finale fra hotellet: Hepper på Island

Den danske duo skal ikke på scenen i Eurovision, men de glæder sig alligevel til at se showet

Fyr Og Flamme hepper på Island. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Når finalen i Eurovision lørdag aften løber over skærmen hjemme i stuerne, må danskerne kigge langt efter Fyr Og Flamme, der i år repræsenterede Danmark med sangen “Øve os på hinanden”.

Makkerparret blev nemlig sendt ud af konkurrencen i semifinalen og er derfor ikke blandt de 26 lande, der dyster om sejren.

Men selv om de ikke skal optræde, så glæder de sig alligevel til showet:

– Vi kommer til at sidde og se det på vores hotel sammen med hele den danske delegation, fortæller Laurits Emanuel og bliver bakket op af Jesper Groth, der er den anden del af duoen.

– Jeg glæder mig faktisk, for vi har hele tiden været attraktionen, og nu får vi lov at se det som publikum. Det bliver sjovt at se, hvordan de andre klarer den, og om der er noget, der afviger fra de seneste dage, siger Jesper Groth.

Island er F Og Fs favorit

De har også fundet deres favoritter, som de hepper på i aften.

– Det ville være flot, hvis Island kunne klare sig godt, selv om de ikke skal optræde i salen, siger Laurits Emanuel.

Da en fra det islandske band er testet positiv, skal det optræde live-on-tape i stedet.

– Vi hepper også på Finland og Ukraine, siger duoen.

Afslapning

Siden de røg ud af semifinalen torsdag aften, har der ikke været lige så meget run på for de to, og det har været tiltrængt med lidt tid til at slappe af.

Alligevel er det mærkeligt, at Eurovision nu er ved at være slut, for det har fyldt meget for duoen de seneste måneder, siden de i marts vandt den danske melodigrandprix.

– Jeg kan allerede nu sige, at det bliver et helt utroligt minde at have været med hernede. Det er svært at forklare, hvad det er, man har været en del af, men jeg kommer til at tænke tilbage på det med en vis varme, siger Jesper Groth.

Finalen sendes på DR1 klokken 21.00 lørdag aften.

Powered by Labrador CMS