Fyrst Albert: - Min kone har lidt
Det har været en svær tid for familien
Det er kendt i offentligheden, at den 44-årige fyrstinde Charlene har fået konstateret corona-virus.
Nyheden kom først i magasinet People i weekenden, som fik det bekræftet i en erklæring fra kongehuset i Monaco.
"Der er ingen grund til at bekymre sig om hendes helbredstilstand," hed det i erklæringen.
Samtidig kom det også frem, at Charlene skulle opholde sig i isolation i flere dage, som følge af de helbredsregler, der gælder, skriver vg.no.
Forud for nyheden om infektionen kommenterede hendes mand, 64-årige fyrst Albert, hvordan det hele har været på det seneste.
Har kæmpet
Det er nemlig ikke noget nyt, at Charlene har kæmpet meget med helbredet det seneste år.
Overfor den franske avis Journal de Dimanche, åbner fyrst Albert op om konen og familien, skriver People.
Her indrømmer Monacos regerende fyrste, at det seneste års begivenheder har været:
"En prøvelse for især min kone, som led meget og gennemlevede svære tider, langt fra sin familie. En prøvelse også for vores børn. Og for mig selv."
Som følge af en rejse til Sydafrika, hvor hun oprindeligt kommer fra, blev hun indlagt og opereret for en alvorlig næse-halsinfektion.
Indlagt på private klinikker
Siden da har hun været indlagt på private klinikker i udlandet for at blive behandlet, og det har ført til, at hun ikke har brugt så meget tid sammen med familien.
Og det har været hårdt for ægteskabet at være væk fra hinanden, men også for deres tvillinger, 7-årige Jacques og 7-årige Gabriella.
Samtidig lagde han ikke skjul på, at de skilsmisse-rygter, der har floreret det seneste år, har været hårde for dem begge.
Men på trods af det og afstanden, formåede de alligevel at holde sammen, samt snakke med hinanden ofte.
- I dag er Charlene tilbage hos os, og det her er det smukkeste, der kunne være sket. Hun har det bedre, vi kan endelig bruge tid sammen. Det er en lettelse og en glæde for os alle sammen, tilføjede Albert.