Gakket kultduo vil indtage Danmark
Rock og satire mødes, når Tenacious D næste sommer giver koncert på dansk jord.
Der er garanti for djævletegn, guitarsoli og overgearet humor, når makkerparret Jack Black og Kyle Gass – også kendt som Tenacious D – næste sommer giver koncert i Danmark.
Det sker 4. juni 2019 i Royal Arena, oplyser koncertarrangøren Beatbox Entertainment.
Duoen er kendt for at blande komedie og musik i en satirisk hyldest til den hårde rock og dens mange klichéer.
Har været i Danmark før
Senest Tenacious D besøgte Danmark var på Roskilde Festival i 2016.
Her gav et delt dansk anmelderkorps duoen alt fra to til fem stjerner.
En begejstret Gaffa-anmelder kaldte koncerten en “lektion i rockmusikkens fornemste dyder”.
Ekstra Bladet skrev på den anden side, at der var tale om en “tragikomisk” forestilling og en “plat selvparodi”.
Kendte ansigter
Tenacious D har for nylig udgivet sit første album i seks år ved navn “Post-Apocalypto”.
Her spiller den tidligere Nirvana-trommeslager og nuværende Foo Fighters-frontmand Dave Grohl trommer.
Bandets ene halvdel Jack Black er i forvejen kendt som komedieskuespiller.
Duoen har blandt andet hittet med singlerne “Fuck Her Gently” og “Tribute”, som blev voldsomt populære på YouTube.
Tenacious D pladedebuterede tilbage i 2001, og spillede første gang i Danmark i Tap 1 i 2013.
Billetter til koncerten kan købes fra fredag 7. december klokken 10.00.