Galleri: Jens Okkings liv i billeder

Skuespiller Jens Okking er død den 21. januar 2018 (født 18. december 1939). Jens Okking blev 78 år.

Han sov ifølge familien stille ind søndag morgen klokken 06.05. Han var omgivet af sin nærmeste familie.

– Vores dejlige far fik en fredfyldt afslutning på et fantastisk liv, og nu er han med egne ord rejst i forvejen, skriver familien i en udtalelse.

Småjobs inden debut som skuespiller

Jens Okking havde blandt andet været tre år i søværnet og haft forskellige småjob, før han indtog de skrå brædder. Det foregik i 1960 på den århusianske teaterscene, hvor han startede som scenograf. Året efter debuterede han som skuespiller.

Okking blev senere ansat ved Aarhus Teater, og i de følgende år arbejdede han fortrinsvis som freelancer i teaterverdenen, samtidig med at han gjorde flere afstikkere til andre sider af tilværelsen.

Han arbejdede således i en periode som rejsejournalist, anmeldte tv, skrev om kultur i Ekstra Bladet og Jyllands-Posten og underviste på en højskole.

Han udvidede sit virkefelt til at instruere i både radio og tv og var manden bag den alternative teatergruppe Klar Scene, hvor han fungerede som både dramaturg, skuespiller og instruktør.

Et engagement som teater- og musikchef på kulturhuset Værket i Randers kom kun til at vare nogle måneder, da kemien mellem Jens Okking og det kommunale beslutningsapparat gjorde et fortsat samarbejde umuligt.

Okking var en meget brugt skuespiller

I mange år var han en hyppigt benyttet skuespiller i danske film, og han nåede at medvirke i over 40 af slagsen.

Med dyb psykologisk indleven tilførte Okking sine roller en høj grad af troværdighed, delvist på trods af sin karakteristiske ydre fremtræden, der kunne have låst ham fast i en bås med ensartede roller. Han var nok noget af en bulderbasse at se på, men han udforskede og formede sine roller med en nærmest uovertruffen disciplin.

Okking i sit livs rolle

I Anders Refns politifilm “Strømer” fra 1976 havde Jens Okking måske sit livs rolle som kriminalassistenten, der efter et nervesammenbrud overføres til papirarbejde, men kommer på sporet af en svindelsag med forbindelser til samfundets top.

En halv snes år senere videreførte Okking figuren i tv-serien “Een gang strømer”.

Sagde nej til at modtage “Bodil”

Okking sagde i 1975 “af principielle årsager” nej til at modtage den Bodil, som de københavnske filmanmeldere ellers fandt ham værdig til at modtage for sin birolle i “Nitten røde roser.”

Men to år senere forelå der en ny situation, da hans titelrolle i “Strømer” kastede endnu en statuette af sig. Han havde ikke ændret mening fra 1975, men ville alligevel gerne modtage sin hæderspris.

I 2001 hjemførte Jens Okking karrierens anden Bodil i rollen som millionæren i Gert Fredholms succesrige hverdagskomedie “At klappe med én hånd.”

Af andre markante filmroller kan nævnes “Skytten,” “Mig og Charly,” “Honningmåne,” “Gummi-Tarzan” og “Menneskedyret.” Han kunne sidste gang ses i “Næste Skridt” fra 2007.

Ramt af blodprop

I november 2004 blev han ramt af en blodprop under en oplæsning i Aulum Fritidscenter i Vestjylland, og det forhindrede hans medvirken i Gert Fredholms spillefilm “Dommeren”.

Jens Okkings datter, Silja Okking, fortalte i september 2017 til Kendte.dk, at han var medtaget efter blodproppen i 2004:

– Min far er ret medtaget efter blodproppen. Han har det okay. Alle os børn besøger ham og snakker med ham. Han har efterhånden rigtig mange børnebørn. Så det er dejligt, at det kan fylde noget for ham, sagde Silja Okking til Kendte.dk.

Tv nød godt af Okkings talent

Også fjernsynet nød godt af Jens Okkings talent, blandt andet i Peter Ronilds “Fader min”, i klassikere som “Misantropen” og “Woyzeck” samt i Lars von Triers “Riget”. Han opbyggede med tiden et noget anstrengt forhold til teaterscenerne og gav på et tidspunkt udtryk for, at han kun ville arbejde de steder, hvor teatrene blev ledet af teaterfolk.

Men det åbnede også muligheder, blandt andet da Peter Langdal og Henrik Hartmann overtog ledelsen på Betty Nansen Teatret. Her var Jens Okking kong Claudius i duoens åbningsforestilling “Hamlet”, og han vendte senere tilbage i “Klokkeren fra Notre Dame”. Sidst i 1990’erne stod han for en meget rost præstation i Brechts “Galileis liv” på Gladsaxe Teater.

Blufærdigt menneske

I en samtale med Politiken i 1996 svarede Jens Okking “ja” til spørgsmålet om, hvorvidt han som så mange andre skuespillere i virkeligheden var et meget blufærdigt menneske.

– Blufærdighed er jo den eneste reelle beskyttelse, vi har. I det hele taget skal man som skuespiller bevare nogle hemmeligheder over for publikum. Ikke sådan, at man skal lægge låg på, men der skal være harmoni og egalitet i udtrykket. Og vigtigst af alt: Det handler om at være til stede med lidt mere end bare sig selv, at kunne tænde på brøkdele af sekunder, at kunne huske, hvor knapperne sidder, forklarede han.

Jens Okking var også en meget benyttet oplæser og demonstrerede ved disse lejligheder sin svaghed for såvel Bibelen som Gustav Wied og især H.C. Andersen. Okking indlæste således samtlige af H.C. Andersens eventyr til en lydbog.

I flere omgange arbejdede Okking som landmand på hjemmefronten, og det sociale og politiske engagement, der altid havde været en del af hans professionelle grundlag, banede vejen for hans entre på den politiske scene i 1999.

Flere gange gennem årene var Jens Okking blevet spurgt, om han ville stille op for et parti, men han sagde nej, fordi han ikke følte, at han kunne leve op til kravet om partidisciplin. Til gengæld fandt han som erklæret EU-modstander den fornødne rummelighed hos Junibevægelsen, og han blev valgt ind i EU-Parlamentet med over 40.000 personlige stemmer.

Okking så ikke sig selv som politiker

I et interview med Aktuelt i maj 2000 afviste Jens Okking, at han så sig selv som politiker.

– Jeg er ikke politiker. Jeg er modstander af EU, selvfølgelig er jeg det. Men mit vigtigste job her er oplysning, at fortælle, hvad jeg ser, hører og fornemmer, sagde Jens Okking.

Han sad i parlamentets udvalg for kultur og uddannelse, men uden at arbejde på betænkninger eller køre mærkesager.

– Jeg vil ikke have de betænkninger, så jeg sidder der mere som en lyttende part. Jeg kan sgu godt høre, at det lyder lidt underligt, og det er det også. Men det er vigtigt at være her, sagde Jens Okking.

Da der i 2004 på ny skulle holdes valg til det europæiske parlament, var han imidlertid ikke blandt kandidaterne. Til gengæld blev han partimedlem hos Socialdemokraterne.

Levede sine sidste år på plejehjem

Jens Okking tilbragte sine sidste leveår på Ældrecenter Symfonien i Næstved Kommune, hvor han kæmpede med et svagt syn og en depression.

Livet på plejehjemmet var ikke det, han havde håbet på, fortalte skuespilleren i et interview med BT.

– Jeg havde håbet på at nyde og glæde mig over mit otium, men jeg havde ikke regnet med at blive gammel på den måde, sagde Jens Okking.

Jens Okking fik i alt seks børn med fem forskellige kvinder.

/ritzau/