Game of Thrones-skuespiller: Sansa er færdig med forhold
Sophie Turner har måttet se sin karakter Sansa Stark gennemgå ulideligt meget i "Game of Thrones".
For fans af successerien “Game of Thrones” har ventetiden været lang, men den 17. juli vender serien tilbage på HBO Nordic.
Og det er formentligt sikkert at sige, at serien langtfra er færdig med voldsomme blodsudgydelser og pinefulde drab.
Sansa Stark har stadig livet i behold
En af de karakterer, som dog stadig har livet i behold, er Sansa Stark, der har måttet gennemgå uendeligt meget, hvilket i den grad har præget hende.
Det fortæller skuespillerinden bag Sansa Stark, britiske Sophie Turner, som mener, at Sansas lidelser har gjort hende til en yderst selvstændig kvinde.
– Jeg tror, at Sansa måske bare er færdig med forhold på dette tidspunkt. Hun ved, hun er stærkere og bedre på egen hånd, siger Sophie Turner til det amerikanske medie USA Today.
Sansa Stark har gennem seriens første seks sæsoner blandt andet måttet bevidne sin fars halshugning, udstå sit ægteskab med kong Joffrey og mishandling af Cersei for senere blot at ende i kløerne på sadistiske Ramsay Bolton, som yndede at fodre sine hunde med sine fjender.
Stærkere person
Alt dette har dog formet Sansa Stark til en stærkere person, mener Sophie Turner, som også peger på, at den unge Stark-arving formentlig ikke har brug for en partner.
– Jeg tror ikke, at hun behøver nogen i sit liv. Hvis hun bliver forelsket, bliver hun forelsket, men hun er helt sikkert ikke på udkig, forklarer Sophie Turner til det amerikanske medie.
Hun tilføjer, at udbuddet af unge singlemænd i Game of Thrones-universet heller ikke er specielt tiltrækkende.
– Jeg kan ikke komme i tanke om mange kvalificerede singler i de syv kongeriger i øjeblikket, som ikke er mordere eller psykopater, bortset fra hendes søskende, og jeg er ikke sikker på, at hun vil være klar til det, lyder det fra skuespillerinden.
/ritzau/FOKUS