Game of Thrones-stjerner: Svært at komme videre
Maisie Williams og Sophie Turner har svært ved at finde nye roller, som kan måle sig med "Game of Thrones".
Siden de for ti år siden mødte hinanden for første gang til en gennemlæsning af en scene i “Game of Thrones”, har de to britiske skuespillerinder Maisie Williams og Sophie Turner været bedste veninder.
De har fået lavet matchende tatoveringer med tallene “07.08.09”, som er datoen, hvor de fik rollerne som henholdsvis Arya og Sansa Stark.
De har delt deres erfaringer og usikkerheder, og kort sagt har de holdt sammen, siden de som to små piger på bare 12 og 13 år kom med i det, der sidenhen er blevet kaldt verdens største tv-serie.
Derfor har det været vemodigt for Maisie Williams og Sophie Turner at sige farvel til “Game of Thrones” – ikke mindst, fordi de begge to føler, at deres karrierer på en måde allerede er toppet, og at det bliver svært at finde roller, som kan måle sig med dem, de har spillet i den succesfulde HBO-serie.
Skuffet over manuskripter
Det fortalte de i februar, hvor Game of Thrones-skuespillerne var samlet til et pressearrangement på det femstjernede hotel Corinthia i London.
– Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet skuffet, når jeg har læst et manuskript eller er trådt ind på et filmset og har tænkt, at det ikke er ligesom “Game of Thrones”, fortæller 23-årige Sophie Turner.
– Men det er kun, fordi vi har været så forkælede så tidligt i vores karrierer med så fantastiske manuskripter, instruktører, scenografi og karakterer.
– Vi er ligesom to møgunger, som kun har været vant til at få det bedste, og folk siger til os: “Helt ærligt, I er kun 22 og 23 år gamle, tag jer dog sammen”, siger Sophie Turner og griner.
Hvad vil man lave?
Maisie Williams kan også mærke, at hun er kræsen med nye roller efter “Game of Thrones” – på trods af sin unge alder.
– Det er svært at finde noget nyt, man har lyst til at lave. Alle spørger mig, hvad jeg skal lave nu, og jeg læser da nogle manuskripter, men det er svært at finde det rigtige, fordi vi har været så forkælede med “Game of Thrones”, siger hun.
For Maisie Williams har det været hårdt at sige farvel til tv-serien, fordi hun føler, at hun er vokset op med sin karakter, Arya, som hun har spillet, siden hun var 12 år gammel.
– I de første sæsoner var Arya utrolig kæk og blåøjet og oprigtig begejstret for hele den store vide verden, som lå derude. Og jeg kunne virkelig relatere til hende og til den der lidt naive forestilling om, at verden kunne blive et anderledes og bedre sted.
– Jeg kom til min audition iført hullede jeans. Nu går jeg i dyrt designertøj og har mistet meget af min ungdommelige naivitet, som man jo naturligt gør, når man bliver ældre, siger hun.
Kan endelig være rebelsk
22-årige Maisie Williams kan dog også mærke, at der er ting, hun har lyst til at udforske nu, som hun ikke har haft mulighed for at dyrke i sine teenageår, fordi hun har spillet med i “Game of Thrones”.
– For eksempel at farve mit hår pink, siger hun og tager fat i spidserne på sit skrig-lyserøde hår.
– Jeg er helt klart inde i en rebelsk periode lige nu, hvor jeg farver mit hår og får masser af tatoveringer, fordi jeg har ikke har kunnet gøre det, da jeg var teenager, siger hun.
Efter “Game of Thrones” har Maisie Williams også haft lyst til at udfolde sig kreativt uden at have instruktører og manuskriptforfattere, der fortæller hende, hvordan hun skal gøre det.
– Jeg har følt mig meget kreativ på det seneste og har lavet mange ting kun for min egen skyld.
– Selv om det er fantastisk at blive betalt for at gøre det, man elsker – at spille skuespil – så kan det også være forbundet med et pres, som gør, at man mister lysten til det.
– Så det har været dejligt at kunne være kreativ og gøre noget, bare fordi jeg har haft lyst til at gøre det, og ikke fordi nogen forventede det af mig, siger hun.