Gamle kendinge vender tilbage

Flere af skuespillerne fra "Rigets" første sæsoner slutter sig til rollelisten, som også rummer mange nye ansigter

Birthe Neumann vender tilbage i rollen som Fru Svendsen i tredje sæson af 'Riget'.
Udgivet Opdateret

Holdet bag sæson tre af Lars von Triers serie "Riget", der kan ventes på tv-skærmene senere i år, løfter nu sløret for lidt flere af de skuespillere, som er med i serien.

Birthe Neumann, Birgitte Raaberg, Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt vender alle tilbage til rollerne fra tidligere sæsoner.

Det skriver kommunikationsbureauet Have Kommunikation & PR i en pressemeddelelse.

Andre nye navne tæller Danica Curcic, Jens Albinus, Victoria Carmen Sonne, Cyron Melville, Charlotte Sieling, Paul Hüttel og Stig Hoffmeyer.

Den seneste sæson af "Riget" blev sendt i 1997, og fans af serien har derfor ventet længe på efterfølgeren.

Søvngængeren Karen 

Det gælder ikke mindst for instruktøren selv, Lars von Trier, som allerede i år 2000 fortalte Berlingske, at der ville komme en tredje sæson.

Sæson to slutter da også med en række løse tråde, som ifølge Lars von Trier, endegyldigt skal bindes sammen i tredje sæson.

Det bliver Bodil Jørgensen i rollen som søvngængeren "Karen", der påtager sig den opgave. En aften da Karen går i søvne, ender hun på mystisk vis foran Rigshospitalet, hvor porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.

Andre debutanter

Bodil Jørgensen er blot en af flere skuespillere, som i den nye sæson gør debut i "Riget".

Andre debutanter tæller skuespillere som Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, David Dencik og svenske Mikael Persbrandt, der tilslutter sig et yderst stjernespækket cast.

Tredje sæson af "Riget" som har fået titlen "Exodus", kan ses i løbet af 2022 på Viaplay og lanceres som en Viaplay Original.

Senere får sæsonen tv-premiere på DR.

Powered by Labrador CMS