Gammel drabssag genoptages

Politiet har ransaget et hus i Las Vegas, som rapperen Tupac Shakur for 27 år siden blev dræbt foran

Offentliggjort Sidst opdateret

27 år efter drabet på Tupac Shakur har politiet i den amerikanske delstat Nevada ransaget det hus, som den amerikanske rapper blev skudt foran.

Det skriver mediet BBC.

Tupac Shakur blev i en alder af 25 år skudt 7. september 1996 foran et hus i Henderson, der er en forstad til gamblerparadiset Las Vegas.

Han døde af sine kvæstelser seks dage senere 13. september på University Medical Center.

Ingen anholdelser er blevet foretaget, og ingen personer er blevet taget i politiets varetægt, oplyser politiet i Las Vegas ifølge BBC.

Genoptager sagen

Løjtnant ved politiet i Las Vegas Jason Johansson fortæller avisen Las Vegas Review Journal, at man har genoptaget sagen, der aldrig er blevet opklaret.

- Der er gået noget tid. Det er en sag, der er uopklaret. Forhåbentligt kan vi ændre på det en dag, siger han.

Genopstod som hologram

Tupac Shakur, som rappede under navnet 2Pac, udgav sit første album i 1991 og fik stor succes med hits som "California Love", "All Eyez on Me", "Changes" og "I Ain't Mad at Cha".

I 2012 genopstod Tupac Shakur fra de døde som et hologram under musikfestival Coachella i Californien.

Her optrådte han på scenen sammen med sprællevende rappere som Snoop Dogg, 50 Cent og Dr. Dre.

Populariteten af hologrammet nåede dog aldrig de højder, som flere dengang spekulerede i, at det ville.

Konflikter med bandemiljøet

Tupac Shakur havde angiveligt konflikter med folk fra bandemiljøet. Det er stadig uvist, om de konflikter var en faktor i drabet på rapperen.

Trods den kortlivede karriere bliver Tupac Shakur set som en af de mest indflydelsesrige rappere nogensinde. Han har solgt over 75 millioner plader verden over.

Meget af hans musik handler om de sociale problemer, der dengang som i dag plagede de amerikanske storbyer. Han anses som et symbol på kampen mod social ulighed.

Powered by Labrador CMS