Går igen i isolation

Prins Philip har forladt Wood Farm på Sandringham og er taget med dronning Elizabeth hjem til London.

Offentliggjort Sidst opdateret

I marts måned tvang corona-pandemien den britiske dronning og hendes mand, prins Philip, der er henholdsvis 94 og 99 år, til at rømme Buckingham Palace for i stedet at gå i isolation på Windsor Castle.

Nu breder smitten sig så igen med lynets hast i Storbritannien og landet vil mere eller mindre blive lukket ned fra torsdag den 5. november. Det har fået det aldrene par til at gentage manøvren, skriver Royal Central.

Artiklen fortsætter under videoen

De brød ellers deres isolation i august for i stedet at rykke ind i dronningens sommerresidens Balmoral i Skotland og siden rejse videre til Sandringham i Norfolk.

Netop en af boligerne, Wood Farm, på Sandringham ejendommen har været prins Philips foretrukne opholdssted, siden han trak sig tilbage fra sine royale pligter i 2017. Han blev der da også, da dronningen i starten af oktober returnerede til London.

Op til og i forgangne weekend kiggede dronningen så igen forbi og da hun rejste retur til Windsor Castle, var det med ham ved sin side. Her kommer parret nu efter alt sandsynlighed til at opholde sig sammen i en rum tid, mens pandemien raser. Det bliver således også på Windsor Castle, de den 20. november skal fejre deres 73-års bryllupsdag.

Hvor vidt Windsor Castle også kommer til at danne rammerne om parrets jul, er fortsat usikkert men sandsynligt. Traditionelt plejer dronning Elizabeth og prins Philip at fejre julen i Sandringham, men det ser umiddelbart ud til at kunne blive problematisk i år.

Ifølge nye corona-restriktioner, der foreløbig gælder indtil starten december og som meget vel kan blive forlænget, må briterne kun forlade deres hjem, såfremt der er en gyldig grund. For eksempel for at gå på arbejde, i forbindelse med studier og for at købe ind.

Powered by Labrador CMS