Går på TV samme dag som Harry og Meghan
Markeringen af 'Commonwealth Day' falder sammen med Oprah Winfreys imødesete interview med Harry og Meghan
Der bliver masser af kongeligt TV at se for royale fans den 7. marts. Først går det imødesete – og af nogle frygtede – Oprah Winfrey interview med prins Harry og hertuginde Meghan i luften på den amerikanske TV-station CBC og et par timer senere sender britiske BBC One fra markeringen af Commonwealth Day.
BBC programmet, der har fået titlen ‘A Celebration for Commonwealth Day’, får deltagelse af dronning Elizabeth II, prins Charles og hertuginde Camilla, prins William og hertuginde Kate samt af dronningens svigerdatter, grevinde Sophie af Wessex. Det skriver blandt andet Hello Magazine.
Oprindelig plan aflyst
Ifølge den oprindelige plan skulle de kongelige have deltaget i den årlige Commonwealth gudstjeneste i Westminster Abbey i London den 8. marts, men den begivenhed er aflyst på grund af covid-19 pandemien og de restriktioner, den har medført.
Det er dog stadig Westminster Abbey, der danner rammerne om markeringen, der bliver i et virtuelt format, med blandt andet dronningens traditionelle tale.
Et stort program
– Præsenteret fra klosteret af Anita Rani, vil denne Commonwealth-fejring indeholde musik og læsninger fra hele verden. Herunder forestillinger af Choir of Westminster Abbey, Nitin Sawhney, Lianne La Havas, Alexis Ffrench samt en refleksion fra den dobbelt Commonwealth samt OL-guldvinder i syvkamp Denise Lewis, står der at læse på Westminster Abbey’s website.
Årets kirkelige handling vil blive ledet af dekanen af Westminster Abbey, der vil få tilslutning af åndelige ledere fra hele Commonwealth verdenen.
Commonwealth Day gudstjenesten er blevet afholdt i Westminster Abbey siden 1972. Det er Storbritanniens største, årlige tværreligiøse handling som samler og fejrer folket og kulturene i Commonwealth-nationerne.