Går sammen igen
Efter otte år hver for sig er Poul Krebs og Michael Falch tilbage i duoen KrebsFalch med håbet om at lade os forene af musikken efter pandemi, men midt i krig
Det var en drøm, der gik i opfyldelse for mange fans, da Poul Krebs og Michael Falch slog sig sammen som det musikalske fabeldyr KrebsFalch tilbage i 2015.
Nu er d'herrer tilbage efter otte år hver for sig. Og det er med den nye single "Kalder drømmene tilbage", som udkommer 18. august og slår tonen an til den akustiske, intime koncertturné "Tomandstur", som de drager ud på næste år.
- Det hedder sig jo, at der skal gå mindst syv år mellem hvert eventyr, og vi har da været lidt igennem hver især, siden vi sidst stod der sammen, siger Poul Krebs og fortsætter:
- De år, der er gået, siden vi sidst stod der sammen, har kun gjort forventningen større og forhåbentlig vel også behovet for, at vi samler os lidt på alle planer. Der er jo så rigeligt, der skiller os ad.
Først corona - så krig
Først indesluttede den verdensomspændende coronapandemi drømmene og og slukkede dem med hudsult og udlængsel - Michael Falch var adskilt tusindvis af kilometer fra sit livs kærlighed og Poul Krebs fra dem, der står hans hjerte nær.
Og da restriktionerne endelig blev ophævet, blev vores frihed ganske kort tid efter truet på ny, da Rusland invaderede Ukraine.
Vokse op under Den Kolde Krig
Poul Krebs og Michael Falch blev begge født, blev unge og blev voksne under Den Kolde Krig. Nu er de to modne herrer, og der er krig igen.
Man siger, at musik er følelsernes sprog. Tonerne taler for sig selv, intet er forceret frem, og både Poul Krebs og Michael Falch har meget på hjerte. Det håber de, rammer andres inderste.
For dem er musikken et afløb, der giver indløb. Fra håbløshed til håb.
- Der er ikke det, jeg ikke kan sige til Poul, for jeg ved, at han aldrig nogensinde vil dømme mig - og omvendt, siger Michael Falch.
Det er også det rum, han og Poul Krebs inviterer deres publikum ind i.
Ingen store- eller lillebror
Selv om Poul Krebs og Michael Falch er født med fire måneders mellemrum i 1956, er der ingen storebror-dominans eller nogen lillebror-fordele i sangskrivningsprocessen - trods de kærlige søskendelignende drillerier om Michael Falchs målscore på sit oldboys-fodboldhold og Poul Krebs' talent på håndboldbanen i ungdomsårene.
- Vi går ikke på kompromis med sangene, siger Michael Falch, der fylder 67 år i næste måned og dermed når samme alder som Poul Krebs.
- Der er ikke nogen, der får ret over den anden og bestemmer. Vi skriver noget andet, som vi begge står 100 procent bag.
Mødtes i 80'erne
Michael Falch og Poul Krebs mødte hinanden tilbage i 80'erne. Michael Falch var godt i gang i eget navn efter at have rocket med Malurt, mens Poul Krebs allerede havde masser af erfaring som solist.
De havde godt luret lidt på hinanden, men det var på spillestedet Montmartre i København, at de stod ansigt til ansigt med hinanden for første gang.
Konkollegaerne smed hurtigt både konkurrencen og egentlig også det kollegiale væk. For de blev meget mere end kolleger. De blev brødre. Brødre forbundet af musikken.
- Det er faktisk musikken, der har ført til venskabet, og ikke venskabet, der har ført til musikken, forklarer Poul Krebs.
Har enormt meget fællesskab
Det skinner igennem på scenen, som de atter indtager side om side med nye KrebsFalch-numre og ikke mindst sange fra deres respektive bagkatalog, som har lydt i mere end fire årtier.
- Når vi er afsted sammen, er det slående, hvor forskellige gemytter vi er, og alligevel har vi så enormt meget fællesskab i vores tanker, passion og interesser, siger Michael Falch og fortsætter:
- Vi får noget særligt frem i hinanden, og det skal blive en fest at dyrke det igen på scenerne til foråret.
"Tomandstur" begynder 1. marts på Portalen i Greve og slutter 13. april på Royal Stage i Aalborg. Billetsalget begynder 17. august.