Garvet hitmager gik ned med flaget: Nu får han en stor drøm opfyldt
Michael Falch skal spille på Det Kongelige Teater, men det har krævet, at han har set sin frygt i øjnene.
Når man i mere end 40 år har været en del af den danske musikbranche og spillet tusindvis af koncerter, har man prøvet lidt af hvert.
Alligevel skal Michael Falch stå på en for ham helt ny scene, når han næste forår skal optræde med en solokoncert i Det Kongelige Teater.
– Det er lidt euforisk for mig, kan jeg mærke. Det føles som et eventyr at skulle være ene mand inde i det store rum, fortæller Michael Falch.
– Der er måske lidt snobberi i det, men det er virkelig et særligt smukt rum. Det er et rum, jeg er kommet i, siden jeg var ung dreng, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv skulle få lov til at optræde på den scene, siger sangeren.
Det er dog ikke uden hjertebanken, han går på scenen på det berømte teater på Kongens Nytorv i København.
Falch har fundet roen
For sangeren, der i starten af dette årtusind ramte en mur og trak stikket i en årrække, er det nemlig et bevis på, at han for alvor har fundet sindsroen på scenen.
Det er noget, han som yngre aldrig havde troet, var muligt.
– Da jeg gik ned med flaget for 16-17 år siden, var det, som om det var frygten, der havde ædt sig ind på mig. Siden har jeg forsøgt – både som privat menneske og siden, da jeg kom tilbage i min karriere – at holde den frygt væk i en eller anden grad, siger Michael Falch.
– Med tiden har jeg heldigvis oplevet, at det – ud over at være i min bil eller sammen med mine børnebørn – er på scenen, at jeg finder den største ro. Og det er ret vildt. Det er mig en gåde, hvordan det, jeg skulle dulme mig for overhovedet at gå ind til i gamle dage, nu kan føles som et roligt sted at være for mig, siger han.
Med så mange år på bagen i branchen kan arbejdet godt blive en rutine, men Michael Falch nægter at sætte autopiloten til. Så hellere hoppe ud over kanten.
– Man kan risikere at ruste, og derfor må man gøre noget nyt indimellem, siger han.
– Nu sætter jeg det virkelig på spidsen med denne her koncert, men det er også nødvendigt. Man skal turde udfordre mageligheden og turde invitere eventyret ind i sit liv. Og det her er et eventyr for mig, siger han.
Koncerten bliver afholdt den 24. februar 2019 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
/ritzau/