Gav hånd til dronningen: Krimiforfatter fik æresmedalje
Dronning Margrethe var blandt de festklædte gæster, da forfatteren Jussi Adler-Olsen tirsdag modtog en æresmedalje.
Dronning Margrethe sad klar i sit festtøj på første række, da den populære krimiforfatter Jussi Adler-Olsen tirsdag modtog en fornem hædersmedalje på Københavns Rådhus.
Det var Haandværkerforeningen, som traditionen tro udnævnte prisen som årets Æreshåndværker 2017, skriver TV2.
Hovedpersonen overrasket
En hæder, der kom meget bag på aftenens hovedperson.
– Jeg blev ganske overrasket, da jeg fik det at vide. Jeg mener faktisk ikke, at jeg har fortjent det i forhold til de unge svende, som i dag har modtaget medaljer, siger Jussi Adler-Olsen til TV2.
Den beærede Afdeling Q-forfatter fortæller, at han tidligere brugte sine evner med hænderne til at styrke evnerne i hovedet.
Anledningen til prisuddelingen var den årlige medaljefest, som Haandværkerforeningen holder i samarbejde med Next Uddannelse København og TEC.
Her får de dygtigste blandt de nyudlærte håndværkere overrakt sølv- eller bronzemedalje for deres håndværkskunnen, og der bliver uddelt legater for sammenlagt en million kroner.
Dronningen gav smilende hånd og lykønskede de 77 medaljetagere personligt.
Dronningen har selv modtaget hædersmedaljen
Også majestæten selv har modtaget hædersmedaljen som årets Æreshåndværker. Det skete i 1980.
Blandt andre tidligere medaljetagere kan nævnes filminstruktør Susanne Bier, tidligere håndboldlandstræner Ulrik Wilbek og skuespiller Ghita Nørby.
/ritzau/FOKUS