Genforenet i Norge
Durek Verrett har taget turen over Atlanten for at besøge sin elskede prinsesse
Så kunne den selvudråbte, amerikanske shaman Durek Verrett ikke længere undvære sin forlovede, norske prinsesse Märtha Louise.
Shamanen er rejst til Norge.
Det afslører han i et opslag på Instagram.
- Tilbringer tid sammen med min elskede @princessmarthalouise @iam_marthalouise. Indånder den friske luft. Griner og deler historier, som inspirerer os til at blive endnu bedre mennesker, skriver Durek Verret blandt andet.
Opslaget indeholder også et foto af shamanen og prinsessen, der nærmest emmer af parrets kærlighed til hinanden.
Maud Angelica står bag
Noget kunne tyde på, at det er Märtha Louises 19-årige datter Maud Angelica, der står bag det vedhæftede billede.
I hvert fald er det '3_eyed_cat', der er Maud Angelica brugernavn på Instagram, som er krediteret for billedet.
Forlovet i juni
Det var i maj 2019, prinsesse Märtha Louise og Durek Verret gjorde det officielt, at de danner par, og i starten af juni måned i år meddelte det norske kongehus, at de er blevet forlovet.
Der er tale om noget af et langdistanceforhold.
Han bor til daglig i Los Angeles og hun i Norge.