Geo efter kræftkamp: -Det er terapeutisk for mig at tale om det

Geo lægger åbent og ærligt kortene på bordet om sit kræftforløb, og det er nærmest blevet terapi for ham.

Komikeren Geo (til venstre) og tv-værten Thomas Skov stiller sig sammen på scenen og tager hul på et af de mere alvorlige emner, når de i et kommende stand-up show diskuterer Geos kræftforløb. Foto: Free/Seth Nicolas
Offentliggjort Sidst opdateret

For seks år siden ændrede livet sig markant for komikeren Geo.

I en alder af 36 år fik han konstateret testikelkræft.

Den højtråbende komiker, der særligt var kendt for sine pludselige udbrud og spøjse personlighed, måtte trække sig fra scenen for en stund.

Kemoterapi, sygebesøg og dødsangst blev pludseligt en del af livet.

Overvandt kræften

I dag har Geo, der lyder det borgerlige navn Christian Geo Heltboe, overvundet den kræft, der har haft en enorm indflydelse på hans liv.

– Jeg er på en måde blevet ambassadør for sygdommen. Det er vildt at tænke på, jeg synes, det ikke er så længe siden, at jeg lå og tænkte, om jeg ville dø af kræft, siger Geo, der efter sit kræftforløb skrev bogen “Ikk’ for sjov”.

Den blev et talerør for ham til at komme af med sine tanker om sygdommen.

Det er blevet helt terapeutisk for ham at få talt om kræften på en humoristisk måde, forklarer han.

Taler om kræft

Derfor er han nu gået sammen med tv-værten Thomas Skov, der er kendt fra blandt andet “Kridhvid i Kina” og “Thomas Skovs bilprogram”, for at få talt om kræft på en ny måde.

Sammen laver de stand-up-showet “Hva’ så nu”, hvor de dissekerer komikerens alvorlige sygdom med humoristiske indspark.

– Jeg har været til mange psykologsamtaler, som jeg ikke rigtig syntes, at jeg fik noget ud af. Men jeg fandt ud af, at det at grine med andre mænd eller kræftramte og så tale sammen om det bagefter, blev udløst af en naturlig samtale, siger Geo, der håber, at showet kan være med til at fremme netop dét.

Ikke uden nerver

Det er dog ikke helt uden nerver, at de tager hul på et så alvorligt emne, pointerer Thomas Skov.

– Inden jeg mødte Geo, var kræft ikke noget, jeg talte om. Jeg vidste ikke rigtig, hvad man kunne tillade sig at sige, men fordi Geo er så fri omkring det, og fordi han selv laver sjov med det, er det blevet mere naturligt at sige noget.

– Og i en tæt snak sagde Geo, at det værste, man kan gøre, er ikke at sige noget. Men det er klart, at jeg tænker over, om man træder nogen over tæerne, men der støtter jeg mig til Geo, som har stået midt i det, forklarer han.

Nervøsiteten kan Geo genkende, for han har tidligere gjort sig samme overvejelser.

– Da jeg skrev min bog “Ikk’ for sjov”, var jeg selv nervøs, fordi jeg overlevede, men kan man så tillade sig at joke med det? Men alle har sagt, at det er befriende, at vi ikke har en dødsklokke hængende over kræft, siger komikeren.

Selv om han allerhelst ville have været sin sygdom foruden, så har den dog været medvirkende til, at han nu bliver taget mere alvorligt.

– Lige pludselig har min karriere taget en helt anden retning. I de første 13 år af min karriere har folk troet, jeg var sindssyg, så det er faktisk meget rart at vise, at jeg også har en intellektuel side, siger han.

“Hva’ så nu” får premiere 31. januar 2018.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS