Ghita Nørby fyldt 85: Sådan er det
Det er vigtigt at omfavne sin alder som skuespiller, mener Ghita Nørby. Hun vil blive ved, så længe hun kan.
Lørdag fyldte Ghita Nørby 85 år, men selv om den danske skuespillerinde efterhånden har nået en høj alder, er hun på ingen måde på vej ned af scenen eller væk fra kameraet.
(Artiklen fortsætter under videoen)
I 2018 havde hun en bærende rolle i Michael Noers “Før frosten”, og sidste år spillede hun blandt andet med i kortfilmen “Mellem sten og et hårdt sted”, Netflix-serien “Hjem til jul” og filmatiseringen af Ane Riels prisbelønnede roman “Harpiks”.
For selv om Ghita Nørby har haft utallige roller på film, tv og teater, bliver hun ved med at synes, at det er sjovt.
– Når man bliver ældre, har man sin erfaring og sine sten i rygsækken, og det er dem, jeg bruger – og det er også det, der er det sjove. At bruge, hvad man har lært. Men det gør ikke, at jeg synes, at det er kedeligt at være skuespiller, eller nu gider jeg ikke mere. Så længe jeg holder, bliver jeg ved, siger hun.
Brug din alder
Ghita Nørby synes, det er vigtigt at omfavne sin alder som skuespiller.
– Jeg synes, at alderen er min værdi, og derfor kunne det for eksempel aldrig falde mig ind at få botox. Jeg har prøvet at være 17 år, og det ville da være uhyggeligt, hvis jeg stadig lignede en på 17. Det har ingen harmoni i sig.
– Man skal følge med tiden, og det er så trist at se de stakkels kvinder og mænd få lavet det ene og det andet. Hvad private mennesker gør, må de selvfølgelig selv om, men det er en meget dårlig idé som skuespiller.
– Man mister sin mimik, og der er ingen udtryk for smerte eller glæde. Alt er lukket inde i en maske. Det er da ikke sjovt, siger hun.
Ikke kræsen
Ghita Nørby blev uddannet på Det Kongelige Teaters Elevskole i 1956 og kunne i 2017 fejre sit 60-års jubilæum som skuespiller.
Hun synes ikke, at hun bliver mere kræsen med rollerne, som årene går. Det vigtigste for hende er, at historien er god.
– At være skuespiller er for mig at fortælle historier om andre mennesker. Det synes jeg altid, er interessant, og hvis jeg så samtidig får et sjovt eller et godt manuskript, så er det dejligt, siger hun.