Ghita Nørby og Sofie Gråbøl er mor og bedstemor i ny thriller

Den danske bestsellerbog "Harpiks" filmatiseres med kendte skuespillere i de bærende roller.

Ghita Nørby og Sofie Gråbøl spiller sammen i en ny film. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Skuespillere som Sofie Gråbøl, Ghita Nørby og Amanda Collin er på rollelisten, når forfatter Ane Riels anmelderroste bestseller “Harpiks” filmatiseres.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Zentropa og Adomeit Film.

Thrilleren “Harpiks” udkom i 2015, og optagelserne til filmatiseringen af bogen er i denne uge gået i gang på Fyn.

Handlingen centrerer sig om unge Liv, der lever en isoleret tilværelse med sin familie. Men i takt med at omverden rykker tættere på, står familiens trygge hverdag for fald.

Mor og bedstemor

Rollen som Liv spilles af unge Vivelill Søgaard Holm, mens skuespillerne Peter Plaugborg og Sofie Gråbøl i filmen spiller hendes forældre.

Ghita Nørby spiller rollen som Livs bedstemor, mens Amanda Collin spiller helten Roald.

“Harpiks” instrueres af Daniel Borgman, som tidligere har instrueret filmene “The Weight of Elephants” og “At elske Pia”.

“Harpiks” ventes at få premiere i starten af 2020.

Filmen produceres af Zentropa og Adomeit Film.

Powered by Labrador CMS