Gigantisk økonomisk lussing til Elton John
Ifølge britisk medie står verdensstjernen til et tab på vanvittige 500 millioner kroner.
Ingen går fri af coronakrisen. Heller ikke verdensstjernen Elton John. For ham betyder nedlukningen af verdenssamfundet en gigantisk økonomisk øretæve svarende til godt en halv milliard danske kroner. Det skriver Mail on Sunday.
Artiklen fortsætter under videoen
Ifølge mediet er det usandsynligt, at nogen form for forsikring vil dække tabet.
Elton John skulle i disse dage have været i fuld gang med sin afskedsturné, men det meste er blevet aflyst. Det har, ud over det enorme økonomiske tab, også betydet, at han har afskediget både sit band, inklusive sin mangeårige guitarist Davey Johnstone og trommeslager Nigel Olsson, og det øvrige turné-crew, der var hyret ind til opgaven.
Derudover har han også sagt farvel til en række ansatte, der var tilknyttet en luksuriøs ejendom, han har i Atlanta, Georgien. De ansatte har fået besked om, at deres tjenester ikke er nødvendige lige nu.
Mail on Sunday skriver også, at Elton John håber at redde ‘stumperne’ af turnéen i løbet af efteråret men også, at alt fortsat er usikkert.
Men han skal nu trods alt nok klare sig. Også efter han har trukket sig tilbage. Han skulle nemlig være god for cirka 360 millioner pund. Det svarer til godt tre milliarder danske kroner.