Gik ned med stress: Her er han i dag

Stig Grenov, som på mandag fylder 60 år, blev ramt af stress under valgkampen i 2019. Samme år takkede han af som formand for Kristendemokraterne efter syv år

Stig Grenov, som mandag fylder 60 år, var formand for Kristendemokraterne i syv år, men han kunne ikke føre partiet tilbage i Folketinget, hvor partiet ikke har siddet siden 2005. Efter at have været ramt af stress stoppede han i 2019 som formand. (Arkivfoto) – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I syv år fra 2012 til 2019 var Stig Grenov landsformand for Kristendemokraterne.

Men den læreruddannede politiker, som mandag 15. marts fylder 60 år, fik ikke opfyldt et stort politisk ønske.

– Jeg ville så gerne have set Kristendemokraterne i Folketinget. Men når jeg ser udviklingen siden 2008, så er det ikke så ringe endda, sagde Stig Grenov, da han i oktober 2019 takkede af som formand.

Det var ellers tæt på ved folketingsvalget grundlovsdag samme år.

Kristendemokraterne fik 1,7 procent af stemmerne, tæt på spærregrænsen på to procent, og partiet var derudover tæt på at snuppe et kredsmandat.

Allerede tidligt i valgkampen havde Stig Grenov imidlertid trukket sig som Kristendemokraternes frontfigur og overladt pladsen i tv-debatterne til Isabella Arendt.

Stig Grenov havde fået symptomer på stress, hvilket var forårsaget af, at han gennem lang tid havde kombineret posten som landsformand med et fuldtidsjob som lærer på Marie Mørks Skole i Hillerød.

Trak sig som formand

Under valgkampen meddelte Stig Grenov, at han senere samme år ville trække sig som Kristendemokraternes formand.

Han forsøgte dog stadig at komme i Folketinget, men han fik blot 419 personlige stemmer, mere end en halvering af hans personlige stemmetal ved folketingsvalget i 2015.

Under valgkampen – mens han var sygemeldt som formand – var han stadig i vælten, og han måtte undervejs beklage, at han havde udtrykt sig “for skarpt” på det sociale medie Twitter.

Her skrev han blandt andet, at “det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort.”

Han forklarede efterfølgende, at hans tweet blev skrevet i frustration over, at han og partiets politik var blevet misforstået gentagne gange.

– Når man ser det ude af kontekst, ser man det hele anderledes, og der vil jeg gerne sige undskyld til alle de kvinder og mænd, der kunne opfatte det som et spark i ansigtet.

– Det var ikke tilsigtet, det var en del af en større sammenhæng, og jeg skrev det i frustration, sagde han.

Privat er Stig Grenov gift med Benedikte Grenov. Parret har tre børn sammen.

Powered by Labrador CMS