-Gladere end nogensinde
Coronatiden har efterladt både positive og negative spor hos Lukas Graham. Nu inviterer bandet sit publikum helt tæt på, hvor man også kan se alle fejlene
Coronapandemien lagde scenerne øde hen, og koncerter blev udsat igen og igen.
For forsanger Lukas fra det internationale hitband Lukas Graham blev turnélivet byttet ud med bleer, putning og legepladser med hans to piger Viola på fem år og Billie på halvandet.
Og mens han sad derhjemme med sin hustru, Rillo Schwartz, begyndte tankerne at spire. Publikum skulle på grund af restriktionerne deles op i mindre sektioner, men kunne man ikke gøre det på en smart måde?
- Min kone kiggede på mig og sagde: "Kan man så ikke bare lave sådan nogle Trivial Pursuit-oste af sektioner med de optrædende i midten?", fortæller Lukas.
Sådan blev ideen til
De satte sig til at tegne, og dermed var idéen født til den runde scene, som til sommer bliver centrum for seks Lukas Graham-koncerter under navnet "In the Round".
Og udformningen, hvor publikum omkranser scenen fra alle sider, påvirker koncertoplevelsen for både Lukas som kunstner og for publikum.
- Man kommer tæt på, også selv om man står bagest. Der er en nøgenhed i det - vi kan ikke gemme os.
- Hvis vi skal sige noget til vores lydmand, fordi det går galt - som det altid gør under koncerter - så kan folk jo faktisk se det nu, siger han og griner.
Kun en enkelt gang
Bandet har kun prøvet scenen af en enkelt gang, og det var i sommer på Roskilde Dyrskueplads.
Og da de skulle træde op på scenen, var der mere kriller i maven end normalt. Men Lukas har svært ved at adskille, om det var på grund af det særlige design, eller fordi det var næsten to år siden, de sidst havde optrådt for et stort publikum.
- Det var en virkelig fed oplevelse som artist. Lige meget hvor jeg kiggede hen, var der publikum. For man har ikke ryggen mod en mur, man har ryggen mod publikum. Og jeg kan virkelig godt lide at være på, når jeg så endelig er på.
- Og så er det jo godt, at jeg er lige grim fra alle vinkler, tilføjer han med et grin.
Havde sine fordele
Selv om corona satte Lukas Grahams internationale karriere i stå, så havde pausen også sine fordele.
Han har brugt tiden på at skrive sange og frem for alt nyde sine børn.
- Jeg har aldrig haft fri på denne her måde, siden vi begyndte at udgive musik for ti år siden. Så det har også været rart at have lidt liv igen. Det har været dejligt at kunne skifte bleer og spise morgenmad og gå på legeplads - alle de ting, der ikke er lige så meget af, når jeg er på farten.
- Jeg er gladere nu, end jeg nogensinde har været i mit voksenliv. Og det har også rigtig meget at gøre med min familie og mine børn, fortæller han.
Men selv om familielivet vægter højt, bor der en længsel i ham efter at vende tilbage til scenerne og møde sit publikum. Og på sin vis er karrieren også med til at gøre ham til en bedre mand.
- Det er som at balancere på en knivsæg. For jeg tror, at hvis jeg bare bliver derhjemme og er stay-at-home-dad, så bliver jeg ikke lige så glad eller er en lige så fed far eller lige så god en mand, fordi jeg ikke er ude at leve mine drømme. Så det er jo en blanding.
- Jeg har da sikkert arbejdet for meget de sidste ti år. Men hvis jeg ikke havde arbejdet så meget, så havde jeg ikke stået, hvor jeg gør internationalt. Der er nogle ting, man ikke kommer sovende til i dette liv.
Har været i L.A.
Han har lige været i L.A. for at skrive sange, og halvvejs igennem turen kunne han pludselig mærke, at han bare gerne ville hjem til familien på Christianshavn.
Så han skruede op for effektiviteten og fik skrevet løs, og så tog han hjem før tid.
- Man vænner sig jo bare til, at der ligger børn og sover i ens seng, siger han.
Planen er, at der skal udkomme et album, før det gør løs med koncerterne til sommer. Og ligesom børnene har sneget sig ind i dobbeltsengen, så finder de også uundgåeligt vej til hans musikalske tekstunivers.
- De lander regelmæssigt i nogle sange rundt omkring. Jeg skrev jo også om mine fremtidige børn, før jeg fik børn.
- Jeg har fået proppet mig ind i en kasse, hvor jeg tit skriver om mit eget liv - ikke hele tiden, men meget er skrevet selvbiografisk. Så selvfølgelig kommer mine børn også ind i den pærevælling af, hvad der nu engang foregår.
Trukket ud
Lige nu er problemet bare, at Lukas bliver ved med at skrive nye sange, som han synes er federe end de forrige. Og derfor er albumprocessen trukket ud.
- Det er skruen uden ende. Men nu er jeg ved at være fast besluttet på, hvilke sange der skal være på det album, siger han og fortæller, at han stiler efter at udgive det til foråret.