Godfather-instruktør afslører: Cheferne hadede filmen

"The Godfather"-instruktøren, Francis Ford Coppola, mødte stor modstand under arbejdet med filmklassikeren.

Francis Ford Coppola fortæller nu, hvor besværligt det var at lave den ikoniske film The Godfather. Foto: Scanpix/Eloy Alonso
Offentliggjort Sidst opdateret

Filmsuccesen “The Godfather” vandt en oscarstatuette for bedste film, bedste filmatisering og bedste hovedrolle, da den første film i trilogien blev vist på det store lærred i 1972.

I år er det 45 år siden, at filmen fik premiere, og seerne er langt fra blevet trætte af filmklassikeren, der har indtaget andenpladsen på filmsiden Imdbs liste over bedste film i verden.

Men filmen om mafiafamilien kom langt fra flyvende fra start, og flere af cheferne i filmstudiet var utilfredse med de mørke, dystre billeder og ikke mindst hovedrolleindehaverne.

Det fortæller instruktør Francis Ford Coppola, der var ved at blive fyret flere gange under indspilningerne, til nyhedsbureauet Reuters.

Ville have en hurtig film

Ifølge den prisbelønnede instruktør ønskede filmstudiet Hollywood studio Paramount at lave en hurtig og billig film.

Rollen som Vito Corleone – en forældreløs mand, der opbygger et mafiaimperium – gik til skuespilleren Marlon Brando, men det var ikke uden modstand fra filmcheferne.

Cheferne i filmstudiet insisterede på, at Marlon Brando, der var kendt for at være besværlig at arbejde sammen med, mødte op til en prøve. Her skabte han karakterens raspende stemme og olierede hår.

Mumlen mødte kritik

Marlon Brando fik rollen, men allerede få uger efter skulle instruktøren igen høre på kritik fra filmcheferne.

– De (studiet, red.) hadede Brando. De mente, at han mumlede, og de hadede filmen. Den var meget mørk, siger Francis Ford Coppola til nyhedsbureauet i forbindelse med filmens 45-års jubilæum.

Senere vandt Marlon Brando en oscarstatuette for sin præstation i filmen. En pris, som han nægtede at tage imod under prisuddelingen.

Filmcheferne var også usikre på den dengang ukendte Al Pacino, der brød igennem i hovedrollen som Michael Corleone.

Derfor skulle Al Pacino igennem flere prøveindspilninger, før han kunne kalde sig en del af “The Godfather”-holdet.

Den første “The Godfather”-film blev efterfulgt af “The Godfather Part II” og “The Godfather Part III”.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS