Gør status efter turbulent år
Alexandra åbnede op om en turbulent periode med morens dødsfald og sønnernes titelfratagelse
For 26. år i træk deltog Alexandra som protektor for Parkinsonforeningen lørdag eftermiddag i den årlige Unity Walk gennem København sammen med sine veninder og 500 andre fodgængere.
Bagefter afslørede den 58-årige Grevinde af Frederiksborg, hvordan hun har det oven på et turbulent år med morens død, sønnerne Nicolai, 23, og 20-årige Felix’ fratagelse af prinsetitler beordret af Dronning Margrethe 2 og utroskab fra sin ekskæreste.
- Har haft bedre år
- Har det været et hårdt år?
- Jeg har haft bedre år, vil jeg sige, svarede Alexandra kort om titelfratagelsen til kendte.dk, og fortalte herefter om sin mor, Christina Manley, der døde 89 år gammel i januar.
En skøn død
- Vi skal alle herfra på et tidspunkt, og hvis man kan tale om en skøn død, så skete det for min mor, der døde af alderdom uden smerter og med familien omkring sig i sit hjem i Wien.
- Hun blev bisat i byen med deltagelse af familie og gamle venner, sagde Alexandra videre.
Ser frem til ferien
Derfor lagde Alexandra da heller ikke skjul på, at hun ser frem til sommerferien med greve-sønnerne.
- Vi skal nyde sommeren både herhjemme og i udlandet, og jeg glæder mig, afslørede hun.