Grådkvalt Damon: George Clooney skal have tvillinger
Ifølge Matt Damon bliver Clooney far til to senere på året, når advokaten Amal Clooney føder parrets børn.
– Jeg har altid vidst, at faderskabet ikke er noget for mig.
Sådan sagde George Clooney i et interview med The Telegraph i 2011, men nu må skuespilleren æde sine berømte ord.
Far for første gang
For ifølge hans celebre ven Matt Damon bliver 55-årige Clooney nemlig far for første gang, når fru Amal Clooney føder parrets tvillinger senere på året.
Det afslørede Matt Damon torsdag over for mediet Entertainment Weekly under premieren på filmen “The Great Wall”.
– Jeg arbejdede sammen med George i efteråret, da han trak mig til side under optagelserne. Jeg begyndte næsten at græde. Jeg er så glad på hans vegne. Da jeg spurgte, hvor langt Amal var henne, svarede han “otte uger”.
– Så sagde jeg til George: “Er du sindssyg? Du må ikke sige det til nogen andre! Kender du ikke 12-ugers reglen?!” Men selvfølgelig kendte han ikke til den, jokede Damon.
Indgik væddemål
George Clooney indgik i midten af 90’erne et væddemål med kollegerne Michelle Pfeiffer og Sandra Bullock om, at han aldrig nogensinde ville gifte sig igen efter skilsmissen fra skuespillerinden Talia Balsam i 1993.
Men cirka 20 år efter væddemålet mødte den dobbelte oscarvinder menneskerettighedsadvokaten Amal Alamuddin, som blev til fru Clooney ved et stjernespækket bryllup i Italien i 2014.
Og Matt Damon var naturligvis med til brylluppet og glæder sig nu over kulminationen på kærligheden.
– Jeg er så begejstret på hans vegne. Amal er fantastisk – hun er en beundringsværdig kvinde. Han har virkelig ramt jackpot på alle punkter. De bliver fantastiske forældre. Børnene er virkelig heldige, lød det fra den kommende legeonkel.
Hverken hr. eller fru Clooney har bekræftet tvillingegraviditeten.
/ritzau/FOKUS