Grand Prix-vinder skal giftes: -Jeg friede i nattøj

Offentliggjort Sidst opdateret

Martin Skriver fra Lighthouse X skal giftes. Han friede til Lea om morgenen – kun iført nattøj.

I løbet af et års tid skal Martin Skriver fra dette års Grand Prix-vinder – Lighthouse X – giftes. Han friede til kæresten Lea Palme Malinovsky om morgenen den 31. maj:

– Jeg var kun iført nattøj og for at Lea ikke skulle få mistanke til at jeg ville fri skete det om morgenen – uden at der var planlagt nogen inden det skete. Heldigvis sagde hun ja, fortæller Martin Skriver til kendte.dk.

Frieri planlagt i tre måneder

Martin Skriver planlagde frieriet i tre måneder. Ringen blev gemt hos vennen Pelle Emil Hebsgaard:

– Lea ved hvor alt i vores lejlighed er, så ringen lå trygt hos Pelle, griner Martin Skriver.

Efter Martin Skriver havde friet gik turen til Falsled Kro på Fyn, hvor der blev tid til et forkælelsesophold.

Bryllupsdato ikke klar

Bryllupsdatoen er ikke klar, men det skal holdes i Christianskirken i Fredericia. Her har han sunget i kirkekor og er blevet både døbt og konfirmeret.

Martin Skriver og resten af drengene i Lighthouse X vandt som bekendt Dansk Melodi Grand Prix 2016. Det blev dog ikke til en finaleplads ved Eurovision Song Contest.

Powered by Labrador CMS